Tímarit lögfræðinga - 01.06.1957, Blaðsíða 34

in deem it advisable to leave . . .“ og i reglerne om ad-
gang til at forlade lasetehavn med dellast: „if during the
loading tlie captain for fear of the Vessel heing frozen
in deem it advisahle to leave“, og pa samme máde i en
under krigen i hefragtninger til danske havne anvendt
isklausul: „hvis det skönnes, at is vil forhindre skibet i
at ná frem til den designerede havn . ..“.
Der nás dog næppe synderligt ved disse formuleringer,
idet domstolene selvsagt vil páse, at rederens skön er
objektivt underhygget,14 herunder at det hviler pá pas-
sende undersögelse af mulighederne for fortsat sejlads,
respektive mulighederne for at forlade lastehavnen.15
I danske domme er statueret, at skihets undersögelser
med hensyn til mulighederne for rejsens fortsættelse má
ske ved, at skibet gár frern til iskanten10 og pá stedet
tager et skön over mulighederne for rejsens gennemfö-
relse under hensyn til de stadig skiftende vind-, sö- og
isforhokl, og at skibet sáledes ikke uden videre kan for-
lade sig ])á de meldinger, der udsendes af ismeldetjenesten.
At stillingen i sá henseende efter omstændigliederne lcan
1-4 Jfr. BRAEKHUS side 9.
1G I Sö- og Handelsrettens dom NDS 1948/209 udtaler retten sá-
ledes, at den omstændighed, at en isklausul indeholder ordene „Hvis
det skönnes, at is vil hindre skibet . ..“, medens tidligere anvendte
klausuler anvendte udtryk som „Hvis is forhindrer ...“ eller lignende,
mátte være uden betydning for sagens afgörelse, forsávidt som et
vilkárligt skön fra skibets side ikke kunne komme i betragtning; der
mátte foreligge et objektivt underbygget skön.
ic Sö- og Handelsretsdomme i NDS 1948/209, 1929/357 og 1922/344.
En norsk dom afsagt af Haugesund bvret. NDS 1953/32, kunne umiddei-
bart synet at gá ud fra en anden opfattelse; beskrivelsen af den fak-
tiske situation tyder dog pá, at ishindringerne i den af Haugesund
byret pákendte sag var af usædvanlig styrke; det nævnes sáledes, at
da skibet, der skulle til en havn ved Frierfjord, forlangte erstatnings-
havn anvist, lá der en mængde skibe i Kristianssand og aíventede mu-
lighed for sejlads öst over, og det hedder i dommen side 50: „Sann-
synligvis har hele Skagerak fra Torungene til Skagen vært impassabel
for vanlige lastbáter". Denne dom giver da næppe grundlag for at
antage, at der i norsk retspraksis skulle herske en anden opfattelse
end efter dansk retspraksis. Den i sagen omhandlede isklausul íor
lossestedet indeholdt iövrigt en passus om adgang til at forlade losse-
havnen i tilfælde af risiko for indefrysning. Om betvdningen heraf
henvises til bemærkningerne i note 17.
80
Thnarit lögfrœöinga