Tímarit lögfræðinga - 01.06.1957, Side 38

isdemurrage,21 kunne máske rent umiddelbart synes at
give rederen en vis tilskyndclse til spekulation. Demurrage-
raten fastsættes dog vist nok i regelen iklce höjere end,
at rederen vil foretrække at lade skibet fortsætte rejsen,
sálænge der er mulighed herfor. Den nævnte frvgt for,
at rederen uden tilstrækkelig grund vil forsöge at erholde
isdemurrage betalt, liar imidlertid vist nok medfört, at
disse klausuler er mindre anvendt end klausulerne om
anvisning af erstatningshavn.
Af det anförte vil fremgá, at bele emnet, isklausuler,
er i stadig udvikling. Oprindelig bavde man almindelig
lioldte isklausuler, der blot talte om, at isen forhindrede
skibet i at anlöbe, „enter“, en bavn; de udvidedes senere
til „entering or reaching“ og suppleredes derefter med
bestemmelser om, at skibet ikke skal være forpligtet til
at forcere is eller fölge isbryder.
For at give indtryk af, hvilken rigdom af synspunkter,
der ofte fremföres i sager om sejlads under isfoi'liold,
slcal jeg gennemgá en konkret sag22 vedrörende ishin-
dringer under sejlads til den svenske havn Kalix i den
nordlige del af Bottenbavet. Den i denne sag fremförte
argumentation forekommer mig særdeles velegnet til
at vise hvorledes man indenfor de heromhandlede emner
— som iövrigt indenfor söretten i det hele taget — stadig
kan bente nye synspunkter frem, skönt et problem kunne
svnes nogenlunde uddebatteret.
Sagens omstændiglieder var fölgende:
Den 28. april 1953 befragtede et svensk kulimportfirma
det hollandske molorfartöj „Willem Barendz“ til at trans-
portere en last kul fra den engelske havn Goole ved Hum-
beren til en liavn i den nordlige del af Bottenhavet; i
21 Jfr. om disse klausuler BRAEKHUS side 37—38.
-- Kendelsen, der er afsagt den 26. april 1954, er i sin helhed trykt
i Svensk Sjöfarts Tidning 1954/966.
84
Tímarit lögfrœöinga