Saga - 1972, Blaðsíða 209

RITFREGNIR 207
anskueliggor oer, kokospalmens bladribber udgor frontsystemer, og
kokostaver holder kortet sammen.
Disse udmærkede stavkort fremstilles ikke mere, metoden er næs-
ten gáet i glemmebogen. Den vestlige verdens sokort over farvan-
dene har fortrængt dem. Men vi ved, at under sejladsen lá kortet ud-
bredt pá skibets dæk orienteret i forhold til de fremherskende bolger,
og at fremstillingsmetoden kun var kendt af særligt fremragende
sofarere, der lod hemmeligheden gá videre til sonnerne. I Kortasaga
Islands findes en god gengivelse af et sádant kort fra Marshall-oerne.
Der er ogsá en god illustration af et gronlandsk eskimokort. Grund-
materialet er drivtommer, hvori den grönlandske jæger har ind-
snittet de for ham betydningsfulde og kendte fjorde, bjerge, gletschere
og oer. Vor kartografis grundlæggende principper: at gengive en
lokalitet set fra oven og i en bestemt málestok kan vi ogsá se prakti-
seret her, idet klippeformationerne er afpasset i storrelse og anbragt
i rette forhold til hverandre. Det færdige arbejde fremstár som en
yderst anskuelig reliefmodel over terrænet.
I kapitlerne Jsland á miðaldakortum" og ,,lsland & sjókortum vlð
lok miðalda“ kunne den, der ikke er hjemmevant i kartografihistorie,
niáske forvente at finde omtale og gengivelser af sokort udarbejdet af
de gamle nordboer. Men sádanne kort findes ikke! thi de gamle nord-
t>oer, der besejlede Det nordlige Atlanterhav, besad ojensynligt ikke
hogen kartografisk fremstillingsevne. De primitive kortfremstillinger,
sákaldte T-i-O-kort, som enkelte gejstlige og lærde i Island fremstil-
lede i 1200- og 1300-tallet var baseret pá tillært viden sydfra og var
altsá kun stromninger af middelalderens latinske kartografi. Der ligger
sáledes intet kortmateriale udarbejdet af islændinge til grund for de
kartografiske gengivelser af Island, som er fremstillet for 1500-tallets
slutning.
De kartografer, der beskæftigede sig med Island og Det nordlige At-
lanterhav, havde forskellige kilder at ose af. Den geografiske kund-
skab om Det nordlige Atlanterhav i perioden indtil omkring 1800-
tallets slutning kan sáledes inddeles i tre grupper:
I- Den pálidelige geografiske kundskab hentet fra besejling af de
hordatlantiske farvande af nyere dato end sagatiden og inden slut-
hingen af 1500-tallet.
II- Den sagnagtige, som herskede i de fleste kredse ikke mindst i
Sydeuropa. Kartografisk kommer denne sagnagtige geografianskuelse
t'l syne i de af englænderen Nicolaus of Lynn pávirkede kort. Et sá-
'tant kort, pávirket af Lynns opfattelse, er Johan Ruysch’ kort fra 1508
■ gengivet i Kortasaga íslands p. 100—101). Herpá ses Polen markeret
Ved en klippe, hvorfra havet strommer ud, endvidere ses 4 oer i en
•ndre kreds, hvoraf de 2 er beboede, de andre ubeboede. I en ydre
kreds findes 16 oer, hvorimellem 3 halvoer strækker sig op. Denne
°Pfattelse af nordpolarregionen gár igen pá mange kort gennem tiden
> hiere eller mindre modificeret form, blandt andet pá Mercators
eromte kort fra 1569 (gengivet i Kortasaga Islands p. 229).
111 Den nogterne kundskab, som kommer til orde i de gamle sagaer