Læknablaðið - 01.12.1977, Síða 51

LÆKNABLAÐIÐ
267
sonlig viden om dddens biologi og forl0bs-
former.
Et eksempel pá en fordom er illusionen
om ,,d0dskamp“ som noget hyppigt op-
trædende. Sundhedsvæsenets personale
ved, ad en sádan grucpvækkende sidste
fase i livet er sjælden, sá sjælden at den
ikke b0r danne udgangspunkt for patien-
ters angst for d0den.
En anden fordom er angsten for skind0d
Denne var berettiget udbredt i tidligere
tider, hvor d0dsdiagnosen var behæftet
med st0rre usikkerhed, og hvor frygten for
at vágne op i en tillukket kiste vel ikke
kunne siges at være helt uberettiget, selv
om beretningerne om skind0d ogsa den
gang ofte havde karakter af „Greuel“-
historier. I nyere tid med de sikkerheds-
prægede ligsynslove, der benyttes i de
nordiske lande, er muligheden stort set
ikke-eksisterende. Alligevel m0der man
angsten hos nogle ældre patienter, og bdr
være i stand til at oplyse dem om denne
frygts uberettigethed. I sjældne tilfælde
kan det endog blive n0dvendigt at efter-
komme patientens 0nske um at pulsárerne
overskæres, inden de lægges i kiste.
Den nærd0ende patients forventninger
til sund'hedsvæsenets personalegrupper om-
fatter ogsá visse holdninger og normer.
Ligesom for andre patienters vedkom-
mende, der 0nsker tidligere tiders for-
mynderagtige holdninger hos sundheds-
væsenets personale afl0st af ligeværdig-
hedsprincippet for forholdet mellem pa-
tient og læge/sygeplejerske osv. er dette
et krav, der b0r im0dekommes. Ligevær-
dighedsprincippet b0r dog ikke forveksles
med en praksis om at alle patienter bpr
behandles ens. Patienters forskelligheder,
ikke mindst pá det eksistentielle omráde,
kræver st0rre individualisering i livets
sidste fase. Her b0r især nævnes respekten
for patientens eventuelle religi0se holdnin-
ger. Sundhedsvæsenets personale, der om-
gás disse patienter, b0r báde respektere
den religi0ses 0nske om at kunne praktisere
sit trosliv inden for en institutions rammer.
ligesom den irreligi0se b0r respekteres for
sin ret til ad være i fred for forkyndelse.
Dette at patienter, herunder d0ende og
nærd0ende, repræsenterer livsholdninger
og normer, der intet har med klinisk læge-
videnskap at g0re, er pá en mærkelig
máde blevet genoptaget i hospitalsinstitu-
tionerne. Dette har medfdrt en vágnende
erkendelse af at der i plejen af disse alvor-
ligt syge patienter ikke kun anlægges bio-
logiske kriterier.
DE PÁR0RENDE OG D0DEN
I al almindelighed finder pár0rende
store hospitalsinstitutioner afskrækkende
eller direkte knugende ved f0rste kontakt.
Denne holdning forstærkes mærkbart, nár
der er tale om pár0rende til d0ende og
nærd0ende patienter. Disse pár0rende er i
forvejen stærkt belastede ved udsigten til
at skulle miste et menneske, der stár dem
nær, og de finder derfor de mange forskel-
lige personalerepræsentanter fremmed-
g0rende og milj0et teknisk og meget ofte
koldt. Der er dog ofte tale om en vis til-
vænning, sáledes at de pár0rende knytter
sig til, og finder tryghed ved, den pá-
gældende afdeling, der plejer deres alvor-
ligt syge pár0rende. Medvirkende til en
st0rre menneskeligg0relse af institutions-
milj0et set fra de pár0rendes sider, er en
nærmere forbindelse mellem fá af læge- og
sygeplejerskegruppen og de págældende pá-
r0rende. Rent praktisk kræver det at disse
n0glepersoner blandt personalet har fuldt
overblik over patientens sygéhistorier og
plejeomstændigheder, kender de pár0rende
ved navm, er til rádighed for samtaler
ogsá udenfor de formaliserede samtale- og
bes0gstider osv.
I tidens noget negative syn pá de store
institutionsenheder glemmes det ofte, at de
ikke kun repræsenterer en overvældende
bygningsmæssig og personalemæssig st0r-
relse, men ogsá rummer hjælp til nær-
d0ende patienter med særlige behandlings-
mæssige og plejemæssige problemer. Der
kan f.eks. være tale om muligheden for
respiratorbehandling, for sikring af frie
luftveje eller fraf0rende urinveje, for sær-
lige smertestillende indgreb osv. — under
et behandlingsdispositioner, der má be-
tegnes som direkte lindrende for den
d0ende og nærd0ende patient.
At skaffe de pár0rende til d0ende og
nærd0ende patienter acceptable menneske-
lige forhold er næppe primært et sp0rgs-
mál om institutionsbygningens omfang,