Læknablaðið - 01.12.1977, Síða 52

268
LÆKNABLAÐIÐ
men nok sá meget om 'holdninger hos sund-
hedssektorens personale. Efter de ovenfor
nævnte retningslinier skulle det sáledes
være muligt at skabe et tæt menneskeligt
miljp, báde i en del af en stor institution,
og i mindre institutionshel'hed.
Ogsá de párprende rpber fordomme om
d0den. To af dem skal omtales her. Den
ene er „den langtrukne vágens rpdvendig-
hed“. Herved forstás, at párprende til
d0ende patienter mener det n0dvendigt at
opholde sig dag og nat ved sygesengen for
ikke at miste muligheden for kontakt
med den dpende i et sidste klart pjeblik,
inden d0den; indtræder. Disse sákaldt klare
0jeblikke med muligheder for at tage af-
sked, og máske endda f0re en egentlig
sidste samtale, h0rer stort set kun hjemme
i teatrets og filmens verden. I virkelig-
heden indtræder d0den enten meget
pludseligt eller som en lang s0vnlignende
proces, der glider over i bevidstlpshed og
derefter d0d. Det er ofte n0dvendigt for
hospitalspersonalet at forklare de párpren-
de, at denne flere d0gns vágen ifcke hjælper
deres d0ende párprende, men at de i stedet
b0r komme pá hyppige bes0g og i 0vrigt
fors0ge at samle kræfter til den svære tid,
der f01ger efter d0dsfaldet.
Den anden pár0rende fordom er lægers
muliglhed for at forudsige tidspunktet for
dpdens indtræden. Alle, der har arbejdet
som klinikere i en árrække, vil vide hvor
svært dette er, og at man derfor meget tit
má udtrykke sig i form af tidsrum, der
strækker sig fra dage til uger.
Párprende til d0ende patier.ter under-
trykker ofte deres personlige behov for
helt at hellige sig deres vágen ved ddds-
lejet. Det er hospitalspersonalets forplig-
telse at erindre, at disse stærkt belastede
mennesker har behov for ikke blot at
hvile, som ovenfor nævnt, men ogsá for at
spise. I de fleste institutioner vil det kunne
arrangeres, at de párprende fár lejlighed
til at spise pá institutionen, og i visse
stprre institutioner til at overnatte. Det
bpr imidlertid erindres, at 0nsket herom
-—- endsige et krav — praktisk taget aldrig
spontant fremsættes, men at et tilbud
'hyppigt accepteres med ta'knemmelighed.
Det er en gammel erfaring, at mennesker
stillet overfor det uafvendelige og ube-
gripelige, som d0den vil være for den, der
skal miste en cær pár0rende, f0ler stærk
taknemmelig over for stptte fra andre
mennesker i form af hjælp til selv smá
praktis'ke gpremál.
MEDPATIENTERNE OG D0DEN
Tidligere var det skik i mange hospitals-
institutioner, at man flyttede den næv-
d0ende og d0ende patient fra samværet
med medpatienterne. Pá den ene side
0nskede hospitalspersonalet at lade den
alvorligt syge i fred, pá den anden side var
der utvivlsomt ogsá et 0nske om at skáne
medpatienterne for at være vidner til et
hospitalsdpdsfald. Denne fysiske adskillelse
af den nærdpende og d0ende patient fra
medpatienterne bidrog ofte til at 0ge den
d0endes ensomhedsf0else. I dag vil man i
h0jere grad afveje hvilke fordele og u-
lemper, der vil være for den págældende
háblpst syge patient ved at flytte til en
isolationsstue. Det har vist sig at med-
patientennie ofte udfylder en vigtig med-
mennesfcelig funfction, at de er i stand t.il
at trpste og hjælpe pá en mindre professio-
nel og mere direkte menneskelig máde end
os, der arbejder i sundhedssektoren. For de
relativt mange alvorligt syge patienter,
der kun har fjerntboende pár0rende eller
slet inigen, - repræsenterer medpatienterne
i bedste forstand medmennesket. Institu-
tionerne b0r derfor opfatte medpatienterne
som vigtige hjælpere i plejen af og om-
sorgen for den háblpst syge.
PLEJEPERSONALET OG D0DEN
De personalegrupper, der har mest umid-
dslbar kontakt med den háblpst syge eller
d0ende patient er fortsat sygeplejersker og
sygehjælpere. De er uddannet til at fore-
stá den del af plejen, som har mest direkte
betydning for den nærdpende og d0ende,
dvs. den egentlige sygepleje, med alt hvad
dette indebærer af smertestillende behand-
ling, personligt toilette, sengelejets om-
stændigheder osv.
Med de reducerede arbejdstider for
hospitalspersonalet (hvad der i andre hen-
seender har været er betydeligt frem-
skridt) er antallet af personer, der kommer
i kontakt med den enkelte patient, 0get
stærkt i de senere ár. Denne mangfoldig-