Læknablaðið - 01.12.1977, Qupperneq 53

LÆKNABLAÐIÐ
269
hed af ansigter og professioner, der er for-
bundet med nutidig hospitalsdrift, virker
ikke særlig belastende pá den kortvarigt
indlagte patient, der kan samle sig om
fremtiden efter udskrivelsen. For den nær-
d0ende og d0ende derimod er denne flim-
rende menneskelige kontakt et problem.
En af de máder dette kan afhjælpes pá, er
den ovenfor nævnte nærmere tilknytning
mellem patienten, hans pár0rende og nogle
fá af læge- og sygeplejepersonalet.
Det er vigtigt at alle vi, der omgás
d0ende og nærd0ende, ikke blot er bekendt
med den kliniske del af plejen og de al-
mene psykologiske mekanismer, der er
virksomme i denne alvorlige situation,
men at vi ogsá er opmærksomme pá patien-
tens eksistentielle holdninger eventuelt i
form af religi0s tro.
Det b0r være et krav til institutions-
personalet i dag, at de er bekendt med
forskellige religioners syn pa d0den, sále-
des at de i givet fald kan skabe de prak-
tiske omstændigheder for et trosliv i for-
bindelse med d0dens nærhed, hvad enten
der er tale om katolicisme, luteranisme,
islamisk tro, j0disk tro, osv. Ofte vil det
være tilstrækkeligt, at personalet over-
hovedet er opmærksom pá problemet, idet
de pár0rende i lanigt de fleste tilfælde vil
kunne være behjælpelige med de ret smá
ydre krav til denne del af den nærd0ende
patients privatliv.
Plejepersonalets egen menneskelige
kontakt med den nærdpende patient finder
lettest sted i forbindelse med plejens prak-
tiske former, dvs. forbindelse med sengs-
rsdning, madservering, injektioner osv.
Dog b0r dette ikke være den eneste kon-
takt. I et fors0g pá at skabe et menneske-
ligt milj0 omkring den alvorligt syge pa-
tient er det vigtigt at nutidigt hospitals-
personale genopdager tidligere tiders skik,
at et bes0g pá sygestuen ogsá udem sam-
menhæng mellem professionel praktisk
ydelse, kan være til stor upmuntring og
tr0st for den hábl0st syge.
LÆGERNE OG D0DEN
Ogsá i nyere tid har man opretholdt en
klar arbejdsdeling inden for institutio-
nerne, sáledes at det lægelige personale
især har ansvaret for de faglige beslut-
ningsprocesser, og plejepersonalet for de
mere menneskelige sider af omsorgen. Ind-
til for fá ár siden var det en udbredt op-
fattelse, at de faglige beslutningsprocesser
vedr0rende unders0gelsesprogrammer, be-
handlingsdispositioner m.m. var rent fag-
lige og nærmest værdifri, bortset fra at de
if0lge deres natur skulle indebære et gode
for patienten i og med at de blev iværksat.
I dag ved vi, at em række af de sákaldt
faglige beslutningsprocesser rummer store
etiske aspekter. Det er i dag ikke længere
oplagt, at alt hvad der er teknisk muligt
ogsá vil indebære et gode for patienten. For
den d0ende og nærd0ende er det máske
endnu vigtigere, at en afvejning af de bio-
logiske og kliniske fordele ved en given
disposition afvejes overfor de menneske
lige, eller med et lidt modepræget udtryk
overfor ,,livskvaliteten“. Iværksættelse af
livsforlængende behandling, hjertestop-
procedurer, koronarovervágning, anven-
delse af respirator osv. frygtes med rette
af mange nærdpende patienter og deres
pár0rende. Frygten er vel i nyere tid ikke
sá begrundet som for blot fá ár siden. Fort-
sat er det dog et meget vigtigt aspekt af
tillidsforholdet mellem hábl0st syge pa-
tienter og sundihedssektorens personale.
Det b0r i fremtiden være hovedreglen, at
man ved lægelige konferencer eller læge-
sygeplejers'kekonferencer vedr0rende d0en-
de og nærd0ende patienters forhold altid
bringer sp0rgsmálet om livskvalitet frem,
nár unders0gelses- og behandlingsproce-
durer dr0ftes. Det kan somme tider vær-e
en fordel, at en af staben pátager sig en
slags „advokatfuinktion“ og g0r- sig til tals-
mand for patientens ikke-kliniske inte-
resser.
Det er ligeledes fortsat lægers ansvar at
fastlægge omfanget af patientinforma-
tionen i de enkelte tilfælde. Nár det drejer
sig om mennesker uden fremtid er denne
information selv sagt báde meget vigtig og
meget vanskelig. Tidligere tiders r.æsten
totale fortrængning af d0den som en rea-
litet, ogsá fra hospitallægers information
af deres alvorligt syge patienter, er i de
senere ár glædeligt afl0st af st0rre áben-
hed. Det er næppe for meget sagt, at der
tidligere i alt for h0j grad blev 10jet páisær
hospitalsinstitutionerne. Grunden var na-