Tímarit Máls og menningar - 01.12.1966, Qupperneq 93

Aldrig har noget Skrivt havt större
Rett til Undskyldning, og aldrig nogen
Autor med meere Foye forlanget en mild
Dom end Forfatteren af disse Maaneds-
Tidender; saa at om der ikke var en höy
Anmodning, som hos os gielder for Be-
faling, til at skrive dem, loed mand det
vist nok være. Thi 1.) Undseer Vi os
ikke ved at tilstaae, at Vi ikke forstaae at
skrive Dansk, allermindst eftir disse op-
lyste Tiders Smag, hvori endog indfödde
Danske undertiden feile. 2.) Er det altid
sværest at begynde en Ting. Og dette er
[2] nu
nu den förste Pröve. Ved Vanen lærer
mand; og Tidens Længde formilder an-
dres Omdömmen. 3.) Er det vanskielligt
at faae Materie til disse Tidender, thi at
vilde spilde Tiden med unyttigt eller
uvise Sladder er dumdristigt; og at faae
tilforladelige Efterrettninger her í Landet,
som fortiene Publici Opmærksomhed, hvor
med mand kand fylde heele 12 Ark udi et
Aar, er fast umueligt. Mynstrede mand al-
le udenlandske Tidender, saa skulde mand
neppe faae 12. Ark udi et Aar af saadan-
ne tilforladelige Efterrettninger, som for-
tiene en skiönsom Læsers Opmærksomhed.
4.) Er det Nye Bogtrykkerie udi sin spee-
de Alder, der mangler, for uden meget
andet, en duelig Forfatter, som skulde op-
holde sig der paa Stædet, og have Tilsyn
med det som udkom, at det blev ret og
ordentlig trykt. Afhandlingerne maae det
hente langt fra. Forfatteren har meget an-
det at forrette. Corrector er uvant, har
aldrid7 været udenlands, og Bogtrykkeriet
har ikke Formuc i Förstningen at giöre
andre end de allerfornödneste Bekostninger,
med mindre at der skulde lige saa hastig un-
[bls. 3] der-
dergaae som det er oprettet. Dette og an-
det meere torde formaae Læseren til at bere
over med disse Tidenders Ufuldkommenhe-
Fyrstu- íslenzku timaritin l
der; da mand helligen forpligter sig til at
anvende ald Flid paa at vinde Publicums
Cunst og Bevaagenhed. Kand mand ik-
ke skaffe lystige eller begiærlige Efter-
rettnin-
ger, vil mand i dets Stæd beflitte sig paa
saadanne Afhandlinger, som, endskiöndt
i sig selv törre og ufuldkomne, dog kand
give en skiönsom Læser Anleedelse til nöy-
ere Eftertanke. I övrigt önske Vi vore
Læsere ald Velsignelse Lykke og Glæde udi
dette Nye Aar; og endnu engang udbede
os deres Gunst og Bevaagenhed.8
Eins og Magnús segir reyndist ó-
kleift að afla innlendra frétta svo að
nægði til að fylla tíðindin þau miss-
eri sem þau komu út. Var hvort
tveggja að fátt frásagnarvert gerðist,
og svo var sérlega örðugt að viða að
fréttum víðsvegar af landinu. Fyrsti
vísirinn til póstsamgangna komst
ekki á fyrr en árið 17769 og lengi
framan af voru þær ferðir svo strjál-
ar og vanburða að til lítils hefði
komið fyrir Breiðfirðinga þá sem
stóðu að tíðindunum.
Þegar þurrð var á fréttum greip
ritstjórinn til þess bragðs sem hann
nefnir í grein sinni, birti greinar um
landsins gagn og nauðsynjar, einkum
atvinnuvegina og verzlunina, en hvort
tveggja var honum sérlega hugleikið.
Stundum reyndi hann að fjörga mál-
flutning sinn með því að nota sam-
talsform, en slíkt var þá og lengi síð-
ar vinsælt ef dæma má eftir því hve
margir brugðu því fyrir sig, einkum
þó í áróðri.
411