Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 15
Indledning.
Historie — Oversigt over materialet — Indskrifternes indhold — Indskrifternes
anbringelse og ydre — Runeformer og alfabet — Dateringsmuligheder — Hoved-
træk af de islandske runeundersøgelsers historie
I. Historie. Ved den tid, sædvanligvis sat med runde tal til
870—930, da det islandske samfund dannede sig, og den særlige
islandske kultur maa have taget form, var runeskriftens stilling
i landnamsmændenes hjem1 i store træk følgende:
Skikken at rejse runeristede mindesten, der i en tidligere pe-
riode havde været meget udbredt i Norge, synes i løbet af 700—
800-aarene gradvis at være stagneret. Brugen af runerne har da
i det væsentlige indskrænket sig til ristning af kortere indskrifter
paa løsgenstande. Selvom disse i langt større grad end indskrifter
paa store sten er udsat for at gaa tabt, illustrerer det bevarede
materiale dog formodentlig nogenlunde rigtigt denne opfattelse:
Medens der fra de ældre runers periode og overgangstiden til de
yngre runer kan opregnes en lang række indholdsrige indskrifter
paa norske mindesten, bliver billedet frem gennem det 9. aarh.
forbavsende fattigt. Hvad der efter de sædvanlige dateringer,
der ganske vist i mange tilfælde er temmelig usikre, kan opregnes
af norsk runemateriale fra tiden omkring 850 og frem igennem
første fjerdedel af 900-aarene, indskrænker sig i det væsentlige
til enkelte indskrifter paa løsgenstande, netop tilstrækkelige til
at vise, at runerne stadig levede og udvikledes, men for fattige
til at man paa grundlag af dem tør tillægge runeskriften som
saadan nogen større kulturel betydning. Den utydede indskrift
paa en guldmønt fra Hon (Buskerud), en vistnok magisk ind-
skrift paa trænaglen fra Urnes (Sogn), de ubetydelige ristninger
paa ubetydelige genstande fra det prægtige Oseberg-skib (c.
850), fire utolkede runer paa en kedel i Gokstad-skibet (c. 900),
x) Det uden tvivl meget faatallige befolkningstilskud fra Sverige og Danmark
kan sikkert roligt lades ude af betragtning i denne forbindelse.