Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Qupperneq 18
16
paa farterne i Nordens andre lande mærkede sig runerne og ru-
nernes brug. Denne næsten rent videnskabelige interesse for ru-
nerne kan det skyldes, at der fra senere tid kendes en række
runesten paa Island. Hvad de bevarede islandske indskrifter paa
forskellige senere løsgenstande angaar, er mulighederne flere: de
kan, som stenindskrifterne, være optaget under paavirkning af
udenlandske forbilleder; eller der kunde være tale om jævn fort-
sættelse af en sparsom hjemlig tradition; endelig kan, hvad et
par exempler viser, selve genstanden med indskriften være ind-
ført til Island (om et par sneldehjul med runeindskrift fra Grøn-
land se side 207). Mest sandsynligt er det vel, i betragtning af,
at der ikke foreligger fund, der beviser det modsatte1, at en
praktisk anvendelse af runerne har været saa godt som ukendt
paa Island fra et ikke nøjere bestemmeligt tidspunkt efter land-
namstidens ophør lige indtil omkring 1200, til hvilken tid den
ældste nogenlunde daterbare runeindskrift paa Island, den paa
kirkedøren fra Valjijofsstaøir (side 181) maa henføres. Dette for-
hold stemmer overens med, hvad det paa Island brugte rune-
alfabet synes at lære os (side 52).
Som naturligt ved en folkegruppe, der baade i ældre og nyere
tid i saa høj en grad er karakteriseret ved sine personalhisto-
riske interesser, som den islandske, har man forsøgt at paa-
vise den enkelte mand, der engang i middelalderen skulde have
indført eller genoplivet samt forbedret runeskriften paa Island.
For ældre forskeres vedkommende, der ifølge en ikke umiddel-
bart forstaaelig naturlov altid søgte at datere antikviteter og
antikvariske begreber saa tidligt som muligt, samlede interessen
sig især om den i Jons saga helga omtalte Foroddr Gamlason2,
hvis virketid har ligget i begyndelsen af 1100-aarene. Bjorn Mag-
misson Olsen har i sin disputats (Om runerne i den oldislandske
literatur, 1883) søgt at vise, at han er forfatter til en nu tabt
afhandling, som skulde ligge til grund for de stykker om runerne,
der er overleveret i den tredie grammatiske afhandling i Snorra-
edda, og at hans (paastaaede) forbedring af runerækken (se ndf.),
der sættes til omkring 1100, er et tydeligt bevis paa runernes
0 Om indskriften paa en træskovl, der ifølge runeformerne kan dateres vil-
kaarligt til et tidspunkt mellem c. 1100 og c. 1200, se side 208.
2) Biskupa sogur I, 1858 p. 163, p. 235.