Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Qupperneq 20
(
18
dækker ordet run over for mange betydninger, og vel navnlig
i de befolkningslag, hvor saadanne tilnavne især kan tænkes at
være blevet dannet. I hvert fald er der intet mærkeligt i, at en
mand, der sidder inde med stor indsigt paa skrivekunstens om-
raade, som forstaar fremmede sprog og i det hele taget udmærker
sig ved boglige sysler mere end almindeligt er, ja maaske giver
sig en smule af med at forske i de skjulte ting, faar tilnavnet
runemester af sine omgangsfæller — navnlig hvis han til dag-
lig er haandværker. Og lad os saa antage, at han virkelig tillige
var runekyndig: det bliver dog stadig usandsynligt, at han, fordi
han fra fremmede, mere udviklede runealfabeter, kunde have
tilført den stagnerede, maaske næsten glemte islandske rune-
række fire nye tegn, derved kunde genoplive runeskriften i sit
hjemland og selv fortjene dette tilnavn — navnlig da mangelen
paa samtidigt materiale jo tydeligt synes at vise, at hans rune-
reform overhovedet ingen praktisk betydning fik, ligesom der
heller ikke i de bevarede yngre indskrifter kan findes sikre spor
af hans virke. Derimod er det højst sandsynligt, at et forbedret
runealfabet (enten dette nu i sin helhed var indført udefra, eller
der virkelig forelaa en bevidst forbedring af det hjemlige), vil
blive tilskrevet en enkelt person, der levede henved to aarhun-
dreder tidligere og bar det passende tilnavn runameistari. For-
fatteren af prologen har vel været klar over, at den runerække,
der omtales i den 3. grammatiske afhandling (fra c. 1250), var
en del afvigende fra den gamle 16-tallige række, der enten endnu
existerede paa Island ved prologens tid (c. 1300), snarest ude-
lukkende benyttet til magisk brug, eller som han ad andre veje
kan have haft kendskab til. Han har søgt en ophavsmand til
denne nye 'forbedrede’ række og kan ikke tænke sig nogen sand-
synligere end Foroddr runameistari med det passende navn og
Ari fro8i, hvem en del andre arbejder jo ogsaa med urette blev
tilskrevet, formodentlig for at give dem større værdighed1.
Hele historien om Foroddr runameistaris forbedring af de
islandske runer er da efter min mening snarest konstrueret af
prologens ukendte forfatter for at give en forklaring paa den
nye runerække, der omtales i den 3. grammatiske afhandling.
’) Se f. ex. Finnur Jonsson, Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie,
2. udg. II. 1923 p. 350 1.
J