Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Qupperneq 21
19
Det er sandsynligt, at prologens forfatter selv har været i god
tro.
Med denne opfattelse vilde det være ørkesløst at forsøge at
opstille Porodds runerække1. Vi gaar derfor nu til den anden
islandske runemester, den velkendte Olåfr Por&arson hvitaskåld2,
forfatteren til den 3. grammatiske afhandling med de interes-
sante runekapitler.
Afhandlingen, hvis literære forudsætninger (Priscian) der ikke
her er grund til at komme ind paa, er forfattet omkring 1250.
Den deles fra gammel tid i to dele, hvoraf den første, MålfræS-
innar grundvollr, behandler lydene og deres gengivelse med skrift-
tegn; i kap. 3—4 behandles bl. a. ogsaa runerne og runenavnene.
Foruden runeformerne (side 215 f.) er det for os af interesse at
lægge mærke til den rækkefølge, i hvilken Olåfr (i kap. 3) om-
taler de enkelte runetegn (og dertil svarende lyde), nemlig vo-
kalerne (hljobstafir, raddarstafir) u, o, i (og e, 1), a, y, dernæst
halvvokalerne (»hålfraddarstafir«) r, n, s, m, 1, og endelig de
fem mutae (dumbar) f, 'p, k, t, b, (vistnok i tilslutning til sit
forbillede Priscian udelader han h af lydsystemet). Hver af
lydene i de enkelte grupper behandles altsaa her i den orden,
de indtager i den gamle rækkefølge fujiorkhniastbmly. Alle-
rede Wimmer3 gør opmærksom paa, at m og 1 her følger efter
hinanden i fujiorkens oprindelige orden, ikke 1—m som i en-
kelte yngre runerækker, der er paavirkede af rækkefølgen i det
latinske alfabet. Denne ældre rækkefølge er bevaret til nyeste
tid i fujiorker anvendt til magi, og forholdet rimer godt med
det synspunkt, der ovenfor er fremsat angaaende prologforfatte-
rens kendskab til runerne.
I kap. 4 gaar Olåfr ud fra ’kong Valdemars sætning’ (side 215 f.)
og faar herved lejlighed til at behandle de lyde, som ikke kom
til selvstændigt udtryk i den 16-tallige række: p, g, d, z, samt
tvelydene ae, au, ei, ey, eo. Her maa dog mærkes, at Olafs
tegn for au, ei og ey (-h, H, <t) ikke findes i Valdemars sætning.
9 Teorier om dens udseende hos Bjorn Magntisson 6lsen, Runerne i den old-
islandske literatur, 1883 p. 80 ff., Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne,
1933 p. 100 f.
2) Liv og værk hos Finnur Jonsson, Den oldnorske og oldislandske litteraturs
historie, 2. udg. II, 1923 p. 918 ff.
3) Die runenschrift, 1887 p. 235 ff.
2*