Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 22
20
Forøvrigt er denne specielle betegnelse af diftongerne helt ukendt
i de islandske indskrifter (<t> har altid lydværdien e eller é).
Medens Bjorn Magnusson Olsen lagde vægten paa Foroddr
runameistari som den islandske runeskrifts fornyer i beg. af 1100-
aarene (fra hvilken tid der ikke kendes islandske runeindskrifter),
har Finnur Jonsson1 fremsat den teori, at den stærke opblom-
string af runeskriften paa islandske ligstene o. a., som synes at
kunne spores fra det 14. aarhundrede, kunde skyldes Olåfr hvfta-
skålds virksomhed. At Olåfr personlig har haft en meget stor
interesse for runerne, derom vidner hans afhandling, og der er
vel næppe nogen grund til at tvivle om, at han har modtaget
Yaldemarssætningen saaledes, som han gengiver den i afhand-
lingen: skrevet med runer2, og at den gennem undervisningen
paa skolen, han havde oprettet, kan være naaet ud i videre
kredse (se side 216 f.). At tilskrive en enkelt mand hele æren for
runernes brug paa Island efter 1250 er dog næppe rimeligt, men
Olåfr kan sikkert opstilles som type paa de islandske lærde, som
i det 13. aarhundrede var de første, der, formodentlig gennem
paavirkning ved iagttagelser i udlandet, især Norge, igen fik in-
teresse for runerne, der netop nu i det øvrige Norden oplevede
en bevidst renaissance3. En lignende renaissance som i de andre
nordiske lande, og for saa vidt af mere gennemgribende art, som
runerne paa Island aabenbart altid havde ført en meget hen-
sygnende tilværelse, satte sig resultat i det ikke helt ringe antal
islandske runeindskrifter paa ligstene o. a. fra det trettende aar-
hundredes slutning og fremefter.
Den yngste kendte runeligsten paa Island, den fra BreiQabol-
x) Aarbøger 1910 p. 283—308. (»Det er næppe for dristigt------at antage, at
Olåfr — — på Island har fremkaldt en ny interesse for runerne og fornyet kend-
skab til dem«).
2) Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933 p. 104: »Men det er bare
denne av runer sammenstillede setning som Olav har fra kong Valdemar, ikke
selve runeformene (og deres lydverdi), som uten tvil er det 13. årh.s (norske og)
islandske.« Texten synes dog at gøre det sandsynligere, at det er kongen, der
her har aflagt prøve paa sin kunst. Valdemar Sejr kan jo udmærket have haft
kendskab til norsk-islandske runer, og netop i sin samtale med den islandske
skjald og videnskabsmand have benyttet dem som bevis paa sin dygtighed i
runeidræt.
3) Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933 p. 104. Anders Bæksted
i Danske Studier 1939 p. 111 f.
É