Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Side 30

28
er runerne af en saa hjemmelavet art, at man næppe kan skelne
det alfabet, der ligger til grund for dem.1
De yngste indskrifter. Som allerede nævnt (side 21) synes
de islandske runer paa et eller andet tidspunkt i nyere tid, vel
snarest i det 17. aarhundrede, at have oplevet en ny renaissance,
som især har sat sig spor i den ejendommelige islandske folkelige
træskærerkunst. Denne nye runeskrift, som der selvfølgelig ikke
kan tages hensyn til i skildringen af de islandske middelalderlige
og eftermiddelalderlige runer, er her oplyst ved en række ex-
empler. Et par af disse genstande, den med en enkelt rune for-
synede sænkesten (side 229) og en ankersten med en binderune
(s. 229), kan evt. være middelalderlige og synes i hvert fald ifølge
deres art at skylde den folkelige tradition deres oprindelse. I
dette tilfælde drejer det sig imidlertid ikke om egentlige ind-
skrifter, men kun om ejermærker, hvortil der er anvendt runer2.
De øvrige indskrifter i denne afdeling findes paa forskellige træ-
sager. Blandt de ældste af dem synes den side 230 omtalte træ-
tavle fra Muli kirke at være. Den specielle islandske form af
manglebrætter (trafakefli, side 230 f.) er her som andre steder
i udstrakt grad blevet benyttet til kærestegaver. Kunstnerne har
i den anledning ofte forsynet dem med tilegnelsesindskrifter eller
monogrammer, enten i en art af de specielt islandske kunstbog-
9 Et par af disse notater, der ikke medtages her, er behandlet af Finnur Jons-
son i Aarbøger 1910 p. 303—307. Andre kan findes omtalt hos Kålund, Katalog
over den Arnamagnæanske håndskriftsamling I—II, 1889—94. Et udmærket
exempel paa denne art runer frembyder AM. 575b 4:o, hvor man aldrig vilde
finde ud af tegnenes betydning, hvis det ikke gav sig af sig selv, at de skulde
læses S6guj)åttur af (ni. Drauma-Joni). Disse runer har Årni Magnusson
da ogsaa paa stedet transskriberet. Et andet iøjnefaldende tilfælde af den kuriøse
brug af runerne viser et prægtigt Islandskort fra 1670 (AM. 379b fol.), hvorunder
et ledsagende digt er skrevet dels med latinske bogstaver, dels med runer af den
normaliserede art, som Ole Worm benyttede i sine værker. Nogen som helst runo-
logisk interesse har disse ting i virkeligheden ikke.
3) Nogen forbindelse mellem sænkestenen og de maaske magiske indskrifter
paa lignende lodstene fra urnordisk tid og vikingetid (se Krause, Runeninschriften
im ålteren Futhark, 1937 nr. 88, Magnus Olsen i Stavanger Museums årshefte,
1934—35 p. 9—15) kan næppe tænkes at foreligge. Lignende binderuner og bo-
mærker, som de omtalte islandske, findes ofte anvendt f. ex. i signeter fra nyere
tid, se herom Arbok 1902 p. 37 (nr. 4826), 1906 p. 50 (nr. 5203), 1912 p. 66
(nr. 6173); med virkelig indskrift: 1918 p. 30 (nr. 7011, FfVW, GuSjon). End-
videre Glæsibær-oblatæske, o. c. 1914 p. 91 (nr. 6455) og adskillige andre. Jfr. den
side 182 omtalte kirkedør fra Hof.