Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Síða 32
30
Nærmest for sin berømmelses skyld maa den kendte Vatns-
fjorbur-løve (side 235) omtales. Den nævnes nu altid som et mor-
somt exempel paa et snedigt bedrag fra nyere tid. Synspunktet
er maaske ikke helt rigtigt. Hvis den person, som solgte lava-
toriet til Suhm, eller en anden, der var antikvarisk interesseret,
har følt sig overbevist om, at det var skænket til Vatnsfjorbur
kirke af Snorris datter bordis, saa er det meget vel tænkeligt,
at han, uden nogen som helst tanke om bedrageri eller værdi-
forøgelse af genstanden i salgsøjemed, har villet forsyne den med
en indskrift, der fortalte dens oprindelse. Og saa har han, man
kan næsten sige selvfølgelig, skrevet indskriften med runer, som
dels var lettere at skære i det haarde metal end bogstaver, og
som tillige bedre end disse passede til oplysningen om saa gam-
melt et stykke.
Til slut bør vel nævnes et par ældre og usikrere beretninger
om runeskriftens anvendelse. Bekendt er fortællingen i Stur-
lunga-saga1 om fundet af præsten Ingimundr’s lig, sammen med
flere andre mænds, fjorten aar efter skibbrudet paa Grønlands
øde kyst, og om den lille voxtavle med runerne, gennem hvilke
Ingimundr berettede sin og sine skibsfællers skæbne. Forskellige
momenter støtter fortællingens delvise troværdighed; for det
første tales der om, at runerne var skrevet paa vox — et til-
knyttet æventyrmotiv vilde rimeligvis i gammel stil have ladet
runerne være indridset paa en kævle; dernæst passer tidspunktet
1189; netop i slutningen af det 12. aarh. kan det tænkes, at rune-
kundskaben er begyndt at blive genstand for islandske Norges-
rej sendes interesse — og netop for saadanne som den lærde mand
paa skibet Stangarbolli: ifølge fortællingen maa runerne være
skrevet af præsten selv, et træk, der passer forbavsende godt til
vore forestillinger om runekunstens hyppigste udøvere, ogsaa i
middelalderen.
Langt mere mistænkelig end den nøgterne beretning i Stur-
lunga er en bemærkning, som er sluppet med ind i borbur bor-
låkssons Grønlands Beskrivelse fra 16682, der er skrevet paa
x) Sturlunga saga, udgiven af Det kongelige nordiske Oldskrift-Selskab, I,
1906—11 p. 152 f.
2) GI. kgl. Saml. 2281 4:o, jfr. GI. kgl. Saml. 997 fol.