Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 41
39
stregede ringform $ paa Ljosavatn-stenen. Den anden af Valde-
marsrunerne (side 217) bruger i binderunen gd et tegn, der
svarer til de sjældnere danske (?) runer for g og d: Y, 1; end-
videre en særform 14. Endelig ristes paa Kirkedøren fra Valpjofs-
stabir de to første tegn i ordet dreka med en binderune af Q og
K, hvis første led vel er et vendt latinsk D.
Anm. 1. Finnur Jonsson vil (efter Wimmer) snarest læse tegnet b
paa kirkedøren fra ValpjofsstaSir som 8; jeg er mere tilbøjelig til at
anse det for en særform af p (p. 46).
Anm. 2. Kun paa den side 208 omtalte træskovl er 8 betegnet
ved p-runen.
Anm. 3. Formen er aabenbart sjælden paa Island. I Norge bruges
den nogenlunde hyppigt; den forekommer f. ex. i 3 forskellige ind-
skrifter fra Urnes kirke (Aarsb. f. Foren. t. no. Fortidsm. Bev., 1907
p. 121 ff., 125 ff., 130 ff.), paa en fjæl fra Tomstad kirkes klokke-
stapel (Norske Bygder II, Vest-Agder, 1925—27 p. 178 f.) og paa en
blyamulet fra Bru (Stavanger Museums Aarshefte 1911, V p. 9)
o. s. v.
Anm. 4. Her foreligger, snarere end en ligefrem fejl for 1, en
særlig udvikling af samme type. Med ganske samme tegn gengives
d i indskriften paa en træpind fra Årdal kirke i Norge (Aarsb. f.
Foren. t. no. Fortidsm. Bev., 1868 p. 30 ff.).
e, é: 4> (stungent i)1, og samme tegn med firkantet bælg. Hyp-
pigt har de to former ikke saa udpræget rund eller firkantet bælg,
at de kan skelnes fra hinanden, ligesom de af og til bruges i
samme indskrift (Utskålar 1, Hvalsnes 2). Ligesaa hyppig som
4> er i, hvorimod det typologisk ældre tegn 1 er sjældnere fore-
kommende. Specielle særformer er: <>2 (i alfabetet i AM. 434a 12m0,
textstykket i samme haandskrift bruger den gennemstregede
form, jfr. d. Samme e-type er brugt i Paradisarhellir 14); +
(BreiSabolstaSur fra 1681, MoSruvellir 2, AM. 544 4:o; Valde-
marsrunernes ene text transskriberer denne rune e, den anden æ;
4 (der bruges i Paradisarhellir 1) er anvendt paa stolen fra Grund
i alle de latinske ord, medens <t> kun forekommer i konjunktionen
en; for at betegne den mere ubestemte udlydende vokal i
stolenn er i samme indskrift anvendt et særligt (bogstav)tegn,
se side 163 anm. 7. Den mærkelige form i AM. 193,IV 8:o er