Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 46
44
stallares indskrift i Cell of St. Molaise, Syd-Hebriderne (Nordisk
Kultur VI, Runerne, 1933 p. 105).
Anm. 2. Finnur Jonsson i Meddelelser om Grønland LXXVI, 1929
p. 173—79.
Anm. 3. Finnur Jonsson i Meddelelser om Grønland LXVII, 1924
p. 273—90.
Anm. 4. Erik Moltke i Meddelelser om Grønland LXXXVIII, 1936
p. 223—32.
s: 4. Ikke helt saa almindelig er formen <j>, men forøvrigt er
de to typer ofte vanskelige at skelne fra hinanden og optræder
nu og da begge i samme indskrift. Paa samme maade forholder
det sig med de lidt sjældnere gennemstregede former 6 og <i>.
Formen I (den ældre type) forekommer af og til (Husafell,
Hjaråarholt 1, Gufudalur); samme tegn, men i halv runehøjde
(ældste type), ses i første text af Valdemarsrunerne (anden text
har i) og (uden punkt) paa hvæssestenen og sneldehjul II1. Ved
siden af normalformerne optræder paa Storholt-stenen de ejen-
dommelige typer A og l2 (jfr. pag. 154 anm. 4). Endelig er s paa
Mælifell-stenen betegnet ved en kvistrune (5. rune i fujmrkens
2. æt).
Anm. 1. De middelalderlige norske indskrifter skifter mellem brugen
af H og de forskellige kortformer, men 1 er dog den hyppigst fore-
kommende type; h findes endnu (eller genoplives) i eftermiddelalder-
lige indskrifter, f. ex. Sunnmore-vaffeljern fra 1733 (Nordisk Kultur
VI, Runerne, 1933 p. 110), Breum-drikkehorn (eftermiddelalderligt?
Urda II, 1842 p. 48 f.). I danske indskrifter forekommer 1, * i en
række tilfælde af svensk-norsk paavirkning. En enkelt indskrift (Dan-
marks Runeindskrifter nr. 102 Mønsted 2) har ringformen, men sta-
dig kun i halv højde.
Anm. 2. Udviklet af en kortform1?
t: 1. Af denne rune findes kun ganske faa exempler paa sær-
former; som venderune t (og 1: 1, se 1) optræder den paa Gren-
jadarstaåur og i AM. 687d 4:o. Det samme forhold har vist gjort
sig gældende paa den nu tabte Hallbjarnareyri 1. Hvæssestenen
har en form med bistaven udgaaende lidt under hovedstavens
top. Naar T optræder, maa det sikkert skyldes lærd paavirkning