Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 50
48
1909 p. 128), Huseby-stenen (Norske Bygder II, Vest-Agder, 1925—27
p. 174 f.).
Specielle tegn for diftongerne er ikke brugt i indskrifterne,
heller ikke i form af binderuner. (Om Olåfr hvitaskålds rune-
diftonger se side 19 f.).
Binderuner forekommer nogenlunde hyppigt; de forelig-
gende tilfælde er følgende:
an ft, Borg 1. ar J, Storholt. dg V, Reykir. er i Storholt.
gd M, Valdemarsrunerne text 2. or ft, Holt 1, ft Sneldehjul I.
son 4, Borg 1, Storholt. tr t, Mo5ruvellir 1. uiler fp Holt 1.
ok ft, Valdemarsrunerne text 2.
Af disse former er en del, de simpleste, ganske almindelige
og kendt fra runeskriften i de forskellige lande. De mere kom-
plicerede, sammensatte af 3 eller flere tegn, er i virkeligheden
kunstige afarter, der uden tvivl betegner den paagældende ind-
skrift som relativt ung.
Den efter alt at dømme rent tilfældige, men hyppige brug af
venderuner vil fremgaa af ovenstaaende oversigt over de en-
kelte runers former.
Stupruner forekommer ikke (jfr. dog p. 89, Eyvindarmuli 2,
anm. 2).
Om de en enkelt gang i indskriftmaterialet forekommende
kvistruner se side 152 anm. 4. Jfr. videre Ivar Lindquist i
Goteborgs Hogskolas Årsskrift, 1920 p. 120.
En indgaaende sammenligning mellem de islandske runeformer
og de tilsvarende middelalderlige norske er i høj grad ønskelig.
Imidlertid lader en saadan sammenligning sig ikke foretage paa
forsvarlig maade, da det norske materiale endnu ikke er udgivet.
De norske middelalderlige indskrifter er vel i et stort tal fore-
lagt læseverdenen spredt i mange smaa og enkelte større afhand-
linger i forskellige tidsskrifter og aarbøger, men i de fleste til-
fælde optræder indskrifterne kun i transskriberet form, af og til
ledsaget af temmelig unøjagtige indskriftgengivelser eller teg-
j