Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 53
51
e. Med hensyn til tegnet 4> er forholdet endnu ikke klarlagt.
Hos Olåfr hvitaskåld (se side 19) anføres <t> som diftongtegn (ey,
oy), men forekommer ikke som saadant i det bevarede island-
ske materiale, hvor tegnet uden undtagelse gengiver e. Jeg for-
moder, at denne type er en udviklet form af det ældre 1, akku-
rat ligesom 4 maa antages at være en blot pynteligere eller
tydeligere form for 1. Imidlertid findes <t> i to tilfælde i ældre
ikke-islandske indskrifter, begge gange som første rune i navnet
Eyjolfur: Maeshowe II, Orknøerne (o. 1150—1175?) skriver
<t>olfr, en indskrift fra domkirken i Stavanger (samme tid?)
Hulfr1. I hvert fald i første tilfælde maa <l> (forudsat at fejl-
ristning ikke foreligger) være diftongtegn, i andet tilfælde kan
man nok tænke sig navnet stavet Eiulfr el. 1. Forholdet er vel
simpelt hen, at <t> er en e-rune, som i mangel af bedre og paral-
lelt med sædvanlig runeskik er blevet brugt som betegnelse for
e-diftong. Det sandsynligste er, at Olåfr hvitaskåld, hvis afhand-
ling er rent videnskabelig, har faaet det indtryk, at de to former
J og <!> har betegnet hver sin lyd, og at han, netop udfra ord
som navnet Eyjolfur, giver <t værdien ey, } værdien e. Hvorom
alting er, optræder de to former side om side i de islandske ind-
skrifter og altid med værdien e. De fremførte exempler for, at
engang specielt skulde have været tegn for ey, forekommer
ikke overbevisende.
Formen <t> er uden tvivl ældre end den islandske runeskrift,
i hvert fald kan man ikke tro, at de i de andre nordiske lande
optrædende exempler paa typen (side 40 e, anm. 1) skyldes is-
landsk paavirkning. Snarest er runen, samtidig med », naaet
til Island og har der støttet udviklingen af andre ringformer
(d, s).
s. Her er 4 den almindeligste islandske form, uden tvivl ud-
viklet af i < *, idet man af skønhedshensyn har foretrukket
runer af fuld højde. Medens ved e den gennemstregede form
blev den almindeligste, er s hyppigst ikke gennemstreget; dette
er en parallel til I og 1, hvor punktet i første tilfælde nødven-
digvis gennemstreges af hovedstaven, medens denne i sidste
x) Om begge indskrifter se Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933
p. 101. Jfr. om 4> Halvdan Koht i Hist. Tidsskrift (norsk) 5. r., 7. bd., 1927-—29
p. 350, Bjorn Magnusson Olsen, Runerne i den oldislandske literatur, 1883 p. 82 ff.
4*