Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 60
58
Hvalsnes 1—2?
Stafholt 3—4?
o. 1500:
o. 1550:
1500—1600:
1600—1650:
1681:
DråpuhliQ
Grund
Hjar5arholt 2
Eyvindarmuli 1
Storholt
Teigur 1
Brei5abolsta8ur
Efter denne ganske vist usikre oversigt skulde man nogen-
lunde kunne regne med, at de islandske runeligstenes periode
begynder omkr. 1350, kulminerer omkr. 1400—1500 for der-
efter at dø ud i løbet af det 16. og 17. aarhundrede. Som oven-
for antydet kan dette billede dog kun betragtes som et løst
udkast, der formodentlig i færdig stand vil tage sig anderledes
ud paa adskillige punkter. Men først naar alle muligheder for
genealogisk datering er undersøgt af en personalhistoriker, og
navnlig naar en kritisk udgave af de middelalderlige norske rune-
indskrifter foreligger fuldstændig, kan denne del af undersøgelsen
over de islandske runeindskrifter foretages paa nogenlunde sik-
ker basis.
VII. Hovedtræk af de islandske runeundersøgelsers hi-
storie. Naar Ole Worm, der i 1620’erne flittigt samlede stof til
sine filologiske og runologiske værker, forhørte sig blandt sine
lærde venner og korrespondenter blandt islændingene om ru-
nerne, deres optræden og anvendelse paa Island, var de svar,
han modtog, gennemgaaende lidet opmuntrende. Enten kendte
man ikke videre til sagen, eller maaske vilde man ikke kende
noget til den. Jon Rognvaldssons død paa baalet i 1625 efter
en anklage for trolddom, der især skal have været underbygget
af nogle i hans besiddelse fundne blade med »runer«1 (som nok
snarere har været de sædvanlige »galdrestave«), og andre lig-
nende retssager i de følgende aar2, kan maaske tænkes i nogen
1) Jon Espolin, Islands Årbækur VI, 1827 p. 27 f.: »-blod fundust hiå
honum med runamind nockurri, oc er sagt enginn likindi onnr hafi fengist i moti
honum,------«.
2) I de fleste tilfælde har det nok ikke været egentlige runer, der optraadte
J