Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 63

61
med magi og trolddom end opfattede dem som direkte skrift-
tegn. Gang paa gang er det runernes (eller de runelignende tegns)
brug i magiens tjeneste, der omtales, kun enkeltvis medtages
en oplysning om en indskrift. Medens det for Danmarks ved-
kommende lykkedes Ole Worm, med konge og kansler i ryggen,
virkelig at samle fyldestgørende oplysninger og beskrivelser af
de kendte monumenter, skønt man før hans tid synes kun at
have lagt mærke til de allerbetydeligste blandt dem, saa over-
saa man stadig — og endnu længe efter Worm — de islandske
runestene. Den islandske literatur (og med den den levende is-
landske folketradition) har paa en viss maade for den islandske
fortidsforskning været et tveægget sværd: det er uden tvivl den,
som med sine fyldige og tilsyneladende fyldestgørende beskri-
velser af fortids levesæt har bevirket, at islandsk arkæologi ind-
til den allerseneste tid i nogen grad har staaet i stampe. Over-
for sagaernes levende beskrivelser tager en udgravning af den
døde lokalitet sig selvsagt uendelig fattig og tillige unyttig ud,
og — overført paa et specielt og mindre emne — overfor den
rige literære og folkelige tradition om runerne og deres anven-
delse, maatte de faa unge og, hvad indholdet angaar, kun lidet
oplysende runeindskrifter falde fuldstændigt igennem. Rundt
regnet varer denne indstilling overfor de islandske runemindes-
mærker ved helt ned gennem det 18. aarhundrede. Kun ligesom
tilfældigt nævnes en runesten eller en runeristet genstand i den
islandske filologiske og topografiske literatur før 1800. Grunden
har ikke været ukendskab til deres existens, runestenene laa jo
paa kirkegaardene, hvor alle færdedes, men maa skyldes, at
man ikke tillagde dem nogen som helst speciel betydning. Ikke
engang hos Jon Glafsson, i hvis utrykte værk om runeskriften1
fra midten af 1700-aarene der havde været passende lejlighed
til at indflette et kapitel om eller vælge exempler fra de islandske
indskrifter, findes bestemte henvisninger til runestenene. Blandt
b Johannis Olavii Runologia, J>a5 er Jons 6lafssonar Runareidsla e&ur hans
yfirvegunarpankar um runir, ollum peim i Ijosi låtnir, er stunda eftir fornum
fræøum, samanskrifuO fyrst i frimur påttum i Kaupmannahofn Anno Domini
MDCCXXXII, en nu aftur ad nyju af sjålfum honum hreint uppskrifud og me5
tillagi af nokkrum stykkjum, sem eru ad tolu prjii og pessu sama efni tilheyra,
aukin sama stadar Anno Domini MDCCLII. (AM. 413 fol.). Om Jon se Jon Helga-
son, Jon Olafsson frå Grunnavik, Safn fræ6afjelagsins, 1926, spec. p. 53—-71.