Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 67
65
namo-klippens naturdannede kragetæer og Ruthwell-korsets an-
gelsaxiske runer, frembyder hans tolkninger af de islandske
runestene vel ikke, men ogsaa blandt dem kan der dog findes til-
fælde af samme art. I det store og hele er hans læsninger og
tolkninger af de ganske vist heller ikke synderlig vanskelige
indskrifter saa gode, som man kunde vente det, men bød der
sig for hans fantasi en lejlighed til at gaa paa afveje, fulgte han
den gerne i fuldeste maal. Typisk i saa henseende er mindes-
mærket over »Flekka« ved Flekkuvik, hvor han, efter præstens
indberetning, roligt opfatter sagnet som sikker historie og er-
klærer denne tydeligvis ganske unge indskrift for at høre til
landets allerældste. I det hele taget blev det for Finn Magnusen,
der med iver søgte hedenske runeminder paa Island, og som
ikke kunde gøre de sikkert læste kristelige gravstene synderligt
ældre, end de virkelig var, især de uægte eller mangelfuldt doku-
menterede indskrifter, der havde interesse; her lod han som
sagt fantasien raade og opnaaede forbavsende resultater; i Rafn-
kelsstaåir, Paradisarhellir, Reykholt 1, Leyningsholar, Nup-
staSir finder han da, delvis paa grundlag af ikke-fagmænds gan-
ske tilfældige ideer, de ældste, maaske hedenske runeminder.
Naar lejlighed gives bøder han ogsaa paa de i almindelighed
lidet meddelsomme ligstensindskrifters oplysninger og knæsætter
med glæde ældre og ganske ukontrollerede formodninger om be-
tydningen af nogle tilfældige furer paa Rorg 1, ligesom han,
uden iøvrigt at underbygge sin teori synderlig grundigt, finder
en (i sin oprindelse hedensk) besværgelsesformular paa ligstenen
i GrenjaSarstahur. Den lænestol med indbygget varmeanlæg,
som han har konstrueret udfra en simpel fejllæsning af indskriften
paa Grund-stolen (p. 164: 1845) er temmelig iøjnefaldende, men
nu og da kan lignende tolkninger i dybsindige øjeblikke opstaa
hos yngre og mere moderne forskere i antikviteterne, uden
at det bør regnes dem til præjuditz paa gode navn og ære. Ved
bedømmelsen af Finn Magnusens tolkninger maa man billigvis
stadig have for øje, at de er 100 aar gamle, og at hvad der nu
er — eller i hvert fald synes at være — klart og naturligt, kan
have taget sig ganske anderledes ud med datidens mindre ud-
viklede epigrafiske læsningsmetoder og det langt mindre sam-
menligningsmateriale. I virkeligheden ligger Finn Magnusens
Islands Runeindskrifter.
5