Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 85
83
åcht heidnischer Zeit, namentlich dem 9ten oder lOten Jahr-
hunderte.«
Finn Magnusen i Antiqvar. Annal. IV, 1827 p. 345 f. = Finn Mag-
nusen 1824; dog oplyses her, at stenen staar midt paa højen,
der tillige nøjere beskrives efter den ovenfor omtalte indberet-
ning (»bevoxen med Græs, 6 Alen lang, samt 31/2 Al. bred for
neden«).
Liljegren, Run-Urkunder, 1833 nr. 1605. Citerer indskriften efter Finn
Magnusen 1827.
[Rafn] i Antiquitates Americanæ, 1837 p. 394 f. Efter Finn Magnusen
1824 og 1827, med forskellige tilføjelser og nytolkning af
»H.H. FLECKA. Hoc nornen summa probabilitate proprium fuit
ei personæ, potius mulieri quam viro, quæ prædio memorato nornen
dedit, ae ipsum verisimiliter primum occupavit, ædesque ibi fun-
datas struxit, ad quam ultimam circumstantiam duæ illæ abbre-
viatæ literæ spectare videntur, sic nimirum secundum conjec-
turam doctissimi Finni Magnusenii, nobiscum nuper communi-
catam, verisimillime explicandæ: h(ér) h(ysir) aut h(ysli) i. e. hic
habitacula fundat vel exstruxit.«
Finn Magnusen, Runamo, 1841 p. 559—61. »Gaarden Flekkuvik---------
siges at have sit Navn af Kvinden Flekka, som allerede i den
hedenske Tid (det 9de eller 10de Aarhundrede) forst beboede
Stedet. Dette Sagn bekræftes af et særegent Mindesmærke i
Gaardens Nærhed. Midt paa en aflang Hoi--------staaer en Sten
af Lava-------med følgende indhuggede Indskrift---------.« **
tolkes nu som hér hvilir eller hér heygdiz. Om runen J,, der til-
lægges høj ælde: »Da denne Charakter nu kun yderst sjelden
findes i nordiske Rune-Indskrifter, haaber jeg at det ikke er
overflodigt at have oplyst dens Tilværelse paa en Runesten fra
Islands Hedenold, endskjondt den, med Hensyn til dens Op-
rindelse, vistnok maa antages at hore til Palæographiens synder-
ligste Phænomener.«
Jonas Hallgrimsson, Dagbøger 1841 = Rit III, 1933 (—1937) p. 170 f.
Beskrivelse af højen og stenen; læsning (l i stedet for T). Be-
boerne paa stedet viste uvilje mod forstyrrelsen af Flekkas grav;
ifølge hendes egne ord skulde nemlig intet skib tage fejl af ind-
sejlingen, saa længe hun laa begravet indenfor den. Da den lille
sten blev fjernet, viste det sig, at der ikke fandtes nogen grav
under den, men allerede i et kvarters dybde fast lavaklippe.
Rafn, Inscription runique du Pirée, 1856 p. 235. Efter Finn Mag-
nusen 1827 (»Stenen-----------staaer paa en Hoi ved Gaarden«).
e*