Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 90
88
at her er tale om en af de sædvanlige præsteindberetninger fra
1817. Foreløbig var dette i hvert fald den eneste underretning,
man havde om disse stene (som Kålund regner for brudstykker
af samme mindesmærke). Først i 1899 kunde Bjorn Magnusson
Olsen forelægge en nøjere beskrivelse. Det viste sig ved hans
undersøgelse, at der var tale om to selvstændige stene, hvoraf
den ene, der er forsynet med en regulær runeindskrift, tillod
en tolkning. Aabenbart paa grund af stenens anbringelse i hus-
væggen er Bjorn Magnusson Olsens opfattelse af indskriften paa
visse punkter unøjagtig, hvilket dog ikke spiller nogen rolle for
tolkningen: u i huiler er ikke stungent, der findes næppe skille-
tegn efter [h](i)er og huiler, derimod j efter eireks. kieireks
har hos Bj. M. Olsen almindelig runeform, i virkeligheden staar
der K. De bevarede rester af i i [h](i)er og af o i s(o)[n] har vel
ikke været synlige, da han undersøgte stenen. Den opbevares
nu i Reykjavik (Pjobminjasafn nr. 10445).
Stenen er en sekskantet prisme, hvis største længde er 62,5 cm.
Paa to sammenstødende flader er indskriften anbragt (bustrofe-
don). Runernes størrelse = skriftfladernes bredde: e i huiler
9,5 cm, r i eireKS 8 cm.
Undersøgt i august 1937.
[h](i)erhuilerbia
rni i eireics | s(o)[n]
Hér hvilir Bjarni Eiriksson.
Literatur.
Finn Magnusen i Antiqvar. Annal. IV, 1827 p. 354. »Tvende Frag-
menter af Runestene, hvorpaa Skriften nu ikke kan læses, ere,
efter en troværdig Beretning, indsatte i Stenvæggene af et Hus
paa Eyvindarstade i Rangarvalle-Syssel. De ere trekantede,
vel 2 Alen lange, have maaske været brækkede i to, og forhen
været Ligstene.«
Liljegren, Run-Urkunder, 1833 nr. 1650. Registrerer Stenen efter Finn
Magnusen 1827.
Kålund, Island I, 1877 p. 247 note 3. Ifølge ikke nøjere karakteri-
seret antikvarisk indberetning fra 1817: to brudstykker af en
runesten (rimeligvis ligsten) i husvæggene paa denne gaard.