Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 92
90
Anm. 3. Tegnet er ingen rune, men er vel her anvendt som saa-
dan. Et lignende tegn findes paa en dansk sten (Danmarks Rune-
indskrifter nr. 225 Baarse). Oprindelig er det maaske et kristus-
monogram.
Literatur.
Finn Magnusen 1827. Se 1.
Liljegren, Run-Urkunder, 1833 nr. 1651. Registrerer stenen efter Finn
Magnusen 1827.
Kålund 1877. Se 1.
— 1882. Se 1.
Bjorn Magnusson disen i Årbok 1899 p. 20. (Se 1). »LctriO å hinum
steininum, sem ofar er i veggnum, gat jeg ekki rå9i9, pvi a9
runirnar eru viltar og sumar fråbrughnar vanalegu runaletri.-«.
PARADfSARHELLIR — SNORRARfKI — RUTSHELLIR —
BÅRBARHELLIR
Paradisarhellir. (Fig. 15—17). I antikvarisk indberetn. af 2/6 1818
afgav sognepræsten til Stori Dalur, Halldor Jonsson, en kortfattet
beskrivelse af den saakaldte Paradisarhellir. Sagen vakte den højeste
interesse hos Den Kongelige Commission for Oldsagers Opbevaring,
men da man ikke fandt de foreliggende kortfattede oplysninger til-
strækkelige, anmodede man næste aar provst Steingrimur Jonsson
(den senere biskop) om at foranledige nøjere undersøgelse af hulen
og afskrivning af runerne. En saadan fandt sted 1822, fra hvilket
aar der foreligger afskrifter fra Steingrimur Jonssons haand. Paa
grundlag af disse afskrifter arbejder Finn Magnusen i de følgende
aar med runerne, som han tillægger en særdeles høj ælde. I 1838
fandt fornyet undersøgelse og afskrivning sted ved provst Tomas
Sæmundsson og pastor Johann Bjornsson.
Udover Finn Magnusens paa andres tegninger grundede formod-
ninger om indskrifternes høje ælde, der især kommer til orde i ’Runamo’
1841, synes de fleste at have været nogenlunde overbevist om deres
relative ungdom, men forøvrigt optræder stærkt varierende meninger
om den rette datering lige til vore dage (jfr. anonym 26/8 1903 og
Finnur Jonsson 20/11 1910).
Paradisarhellir er beliggende i den stejle klippeskrænt omtrent
midtvejs mellem gaardene Seljaland og Fit. Indgangen til hulen,
der er hævet 7—8 m over den jævne græsskraaning ved fjeldets fod,
naas let, da den lodrette klippevæg er meget ru og revnet paa dette