Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 95
93
[Rafn] i Antiquitates Americanæ, 1837 p. 395 f., tab. XII. Indskrif-
terne anføres til sammenligning med en beskrevet sten i Massa-
chusetts.
Tomas Sæmundsson og Johann Bjornsson i Thorsens efterl. Pap.,
Ny kgl. Saml. 3296 4:o, 9. Tre udaterede [1838] blade med ko-
pier af runeindskrifterne (ifølge Finn Magnusen, Runamo, 1841
p. 23 note, fra sommeren 1838. Jfr. Tomas Sæmundsson 1838).
Tåmas Sæmundsson, Brev til Finn Magnusen, Brei5abolsta5ur 21/8
1838. I Rigsarkivet. En undersøgelse ved Tomas Sæmundsson og
Johann Bjornsson, foretaget paa opfordring af Finn Magnusen.
Det Kongelige nordiske Oldskrift-Selskab, Aarsberetning 1838. Henvis-
ning til og referat af Steingrimur Jonsson 18/2 1820, Rafn 1837,
Tomas Sæmundsson og Johann Bjornsson 1838.
Tomas Sæmundsson, Brev til Finn Magnusen, Brei9abolsta3ur 20/2
1839. I Rigsarkivet. Indskrifterne nævnes i anledn. af omtalen i
[Rafn] Antiquitates Americanæ 1837.
Finn Magnusen, Runamo, 1841 p. 21—23, 187, 293, 568—574. Hen-
viser til Steingrimur Jonssons aftegning af indskrifterne 1820.
(p. 22) »Det maa nu antages for hoist sandsynligt, at — —
nogle af Indskrifterne ere fra det Ilte og 12te Aarhundrede. Vist
er det, at Navnene Are, Semund (o. fl.), maaskee tilhorende ad-
skillige af hine Tiders mærkværdige Islændere findes i denne
Hule, alle indridsede med Runer deels af den kunstigere, deels af
de simplere Arter; et enkelt vistnok meget gammelt Navn
maa læses fra Hoire til Venstre.« Henviser til Tomas Sæmundsson
og Johann Bjornsson 1838. (p. 187) Henviser til Halldor Jonsson
1818 og Steingrimur Jonsson 1820. (p. 293) »Navnet X-HTR (Hallr)
i Paradishulen rimeligvis fra det 12te eller 13de (om ikke endog
fra det Ilte Aarhundrede) —«. (p. 568) Beskrivelse efter Hall-
dor Jonsson 1818, Steingrimur Jonsson 1820, Tomas Sæmunds-
son og Johann Bjornsson [1838]. Gengivelse af enkelte indskrifter
(jfr. tab. XI,4 og XII,1). »Jeg troer at de allerfleste af Paradis-
hulens Indskrifter ere meget gamle, deels paa Grund af de flestes
indvortes Kriterier, de sjeldne Navne m. m. og deels fordi Hulen
selv i nyere Tider har været næsten aldeles ubekjendt, undtagen
for de nærmest boende Bonderfolk.«
Konrad Maurer, Islåndische Volkssagen, 1860 p. 198. Om hulen. »Die-
selbe enthalt alte Runeninschriften von denen ich einzelne zu
lesen vermochte, und war somit schon lange bekannt und be-
sucht; woher aber der eigenthiimliche Name stamme, war mir
nicht moglich zu erfahren«.