Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Page 126

124
andlit honum. Mjer potti hann segja vi5 mig: »Illa gjort)ir pu,
er pu tokst steininn minn i gær, og brauzt hann i sundur. Hann
var su eina minning, sem hjelt nafni minu å lopti, og pessarar
minningar gaztu ekki unnt mjer, og skal pess grimmlega hefnt.
Låttu nu pegar brotin ut å leiQi mitt å morgun i peirri ro3, sem
å5ur voru pau. En fyrir paS, a9 pu brauzt stein minn, skaltu
aldrei framar heilum fæti å jordu stiga.« Um lei5 og hann mælti
petta, snart hann klæåi å mjer, og på vaknaQi jeg, og pol di ei
vi8 fyrir verkjum, en jeg pottist sjå svip mannsins, er hann for
ofan af loptinu. Ætla jeg,« segir bondi, »a8 petta hafi veriS Kjart-
an«.« Herefter lægges stenen paa plads igen, men sagnet fortæller,
at bonden aldrig siden fik sin fulde førlighed.
Konrad Maurer, Islåndische Volkssagen, 1860 p. 64—66. Af de fem
brudstykker af runesten, som nu findes paa graven, hører kun
de to til »Kjartans sten«. Refererer Eggert Olaf sen og Bjarne
Povelsen 1772 og de følgende forfattere. »Nach meiner eigenen
Lesung, und ich freue mich sagen zu konnen dass dieselbe mit
einer mir spater gezeigten Abschrift, welche Herr Candidat Hall-
dor Guhmundsson genommen hatte, wesentlich ubereinstimmte,
lautet dagegen die Inschrift: hier hvilir halur, worauf dann noch
einige undeutliche Stabe folgen, deren beide ersten unzweifelhaft
hr zu lesen sind, so dass fur Kjartan jedenfalls kein Raum bleibt.
Als gewiss durf te hiernach zu betrachten sein, dass der Be-
grabene Hallr hiess, und der christlichen Zeit angehorte.« — -—
Genfortæller sagn fra M. Grimsson og J. Årnason 1852.
Jon Årnason, Islenzkar pjoSsogur og æfintyri I, 1862 p. 234—237.
Sagnet efter M. Grimsson og J. Årnason 1852. Tegninger ved Sig-
urdur Gudmundsson, der rigtigt ordner de fem brudstykker til
to sten (jfr. Borg 2), og er klar over, at stenen ikke kan være
Kjartans.
George Stephens, The Old-Northern runic monuments II, 1868 p. 801.
Nævner indskriften til sammenligning med den danske Tirsted-
sten (Tirsted: alir nom. pi. til Borg: hair nom. sg.).
G. Storm, Minder fra en Islandsfærd, 1874 p. 77 f. »Paa Graven ligger
der nu 5 smaa Stykker af 2 Runestene; den ene af dem har
man længe sagt var Kjartans Gravsten, idet man læste Indskrif-
ten: »her hvilir hair Kartan«. Men denne læsning er urigtig,
hvilket i flere Aar har været bekjendt. Nygaard og jeg under-
søgte for Sikkerheds Skyld Runerne og fandt, at der stod ganske
tydeligt: hier huiler halur, medens af det sidste Ord kun
Bogstaverne hr o eller hra var nogenlunde sikre. Runeformen