Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Síða 172
170
Bæksted i Islandsk Aarbog 1938 p. 36 f. Optrukket foto, beskrivelse,
læsning.
LEYNINGSHOLAR. (Fig. 83).
Paa grundlag af et brev fra præsten i Saurbær, Einar Hallgrimsson
Thorlacius, kunde Finn Magnusen 1833 fremlægge beretning om et
interessant hedenolds gravsted ved Leyningsholar. Det vigtigste ved
det temmelig ødelagte mindesmærke var en nu sønderbrudt og ulæselig
runesten.
Jonas Hallgrimsson, der ofte optræder som Finn Magnusens hjem-
melsmand, hvad islandske oldsager angaar, fik i 1839 lejlighed til at
besøge stedet. Hans skildringer stemmer i det store og hele overens
med Einar Thorlacius’ beretning. Heller ikke Jonas Hallgrimsson kunde
raade runerne. En afskrift, som han tog, er nødvendigvis fejlagtig,
forsikrer han selv. Finn Magnusen mente dog paa grundlag af den
at kunne tolke et enkelt ord (1841).
Kålund (1882) tør ikke afvise muligheden af, at her virkelig er tale
om en begravelse — og en runesten —, og samme synspunkt har
Matthias ForSarson (1937).
jH Indtil nøjere arkæologiske beviser foreligger gør man uden tvivl
rettest i ikke at betragte stedet som en begravelsesplads. Der er
intet, som tyder paa, at de enkelte over stedet spredte stenblokke
nogensinde har været samlet til et gravminde af en eller anden art.
Hvad der yderligere taler for denne opfattelse er, at der ikke findes
nogen virkelig indskrift paa den egentlige »gravsten«.
»Leyningsholar-stenen« findes c. % times gang syd for gaarden af
samme navn, ved bredden af en smuk lille sø, TjarnargerSisvåtn, og
stedet kaldes af gaardens beboere endnu VolvuleiSi. Stenen er i to
brudstykker, et paa 75 cm’s og et paa 125 cm’s længde. Bredden af
siden med den formodede indskrift er 41 cm (over »indskriftens« første
tegn), anden sides bredde (maalt samme sted) 42 cm. Der findes paa
stenen ingen runer, men adskillige (c. 18) utvivlsomt ved kunst frem-
bragte, lodrette streger, der ved en overfladisk betragtning nok kan
tage sig ud som en indskrift. Da stenen nok kan siges at have en viss
»legsteins«-form, er det forstaaeligt, at der har dannet sig sagn om en
oldtidsbegravelse paa det smukke sted. En eller anden har vel saa
senere fundet det passende at forsyne »volvens« gravsten med den
fingerede indskrift.
Det lille kors, som if. Jonas Hallgrimssons tegning (29/9 1839) skal
findes over indskriften, er højst ufuldkomment og bestaar snarest af
tilfældige naturlige furer.
Besøgt i juli 1939.