Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Side 192
190
Dragen tager løven i munden, slaar halen om Didrik og flyver
til sin hule, hvor ungerne æder løven; i hulen finder kong Didrik
et sværd, hvormed han dræber dragen og dens unger; siden
bemægtiger han sig hulens skatte og drager ud til nye eventyr8.
Andre varianter af motivet ligger dørens fremstilling meget
nærmere. I denne forbindelse betyder det mindre, at de literære
optegnelser er betydeligt yngre end udskæringerne ifølge den
sædvanligt antagne og formodentlig nogenlunde rigtige tids-
fæstelse (omkr. 1200). Selvom der ikke kendes — og maaske
heller ikke kan antages — islandske optegnelser af fortællingen
fra saa gammel tid, kan motivet meget vel antages tidligt at
have levet i folkemunde paa Island som i det øvrige Europa.
Derved forklares ogsaa lettest de afvigelser, der iagttages mellem
fortællingen og den billedlige fremstilling.
Nærmest udskæringens fremstilling af motivet kommer to
texter, Ivens saga Artuskappa cap. X9 og navnlig den af for-
skellige eventyrmotiver kompilerede Vilhjålms saga Sjo5s cap.
VIII10 (jfr. Gisli Brynjulfsson 1870). Fremfor et referat vil en
citering af de paagældende texter, der begge er overtaget fra
Chrestien de Troyes’ franske digtninger om Yvain, le chevalier
au lion, fra sidste halvdel af 12. aarh.11, tjene til sammenligning
med ValJ)jofssta&ir-døren:
Ivens saga: Nu ferr herra Iven leihar sinnar ok ri5r gegnt
einum djupum dal [ok kom i] [jykkvan skog. Hann heyrhi hprmu-
ligt op ok læti ok stefndi [>angat [ægar hesti sinum. Hann så
eitt mikit leo par 1 hrisinu, ok orm einn, er helt å hala hans ok
brendi hann af eldi ok eitri, er hann blés å hann, svå at lendar
leonsins sviSnuåu ok brunnu af eldi ok eitri ormsins. Ok sem
herra Iven så [>enna enn kynliga atbur&, [)å ihugahi hann me5
sér, hvårum hann skyldi veita ok hjålpa. Hann steig af hesti
sinum ok batt hann, at eigi skyldi ormrinn granda honum. Hann
brå [lå sverhinu, en hulhi sik skildinum, at eigi skyldi honum
granda eldr så, er ormrinn blés or sinum kjoptum, er svå våru
storir sem ofns munni. Ok hversu sem [>eir leo skipta sihan me&
sér, [)å vill hann nu gjarna hjålpa honum, [mat hann undirstoS,
at leonit æpti å hann sér til nå5a. Hann hoggr på orminn i
sundr i miSju, ok siSan i sundr i små stykki. SlQan sem leonit