Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 28

8
gruppe 2 får man ved læsningen det indtryk, at stoffet er taget fra
kontinentalt område. Man finder ganske vist store dele af det samme
stof hos Vincentius Bellovacensis, men en sammenligning godtgør,
at det ikke er fremstillingen i SpecH, der kan danne grundlaget for
beretningerne i de islandske håndskrifter. De har så mange plus-
steder i forhold til Vincentius, at man må konstatere, at de er
selvstændige uddrag af nært beslægtede eller endog identiske kilder.
I gruppe 3 findes ikke de under 1 omtalte smågrupper, og syste-
matiseringen fra gruppe 2 har kun hist og her sat sig spor. Legen-
derne i gruppe 3 er i overvejende grad oversættelser fra de store
latinske legendesamlinger, der stammer fra en nyere tid end de
under gruppe 1 omtalte mindre samlinger, og som i flere tilfælde
skyldes navngivne kompilatorer som f. eks. Jacobus a Voragino og
Vincentius Bellovacensis.
Oversættelserne i gruppe 3 viser sig i reglen at være ordrette, så
en sammenligning med de latinske originaltekster bliver særdeles
effektiv. Til gengæld bliver fremstillingen ofte noget tør, og sproget
undertiden noget knirkende. Der er adskillige legender, der har
samme motiv som legender i gruppe 1 eller 2, så en sammenligning
kan foretages umiddelbart, og dog er det et meget stort antal af
legender, der kun kendes fra denne gruppe, og oversættelserne i
gruppen synes helt igennem at være selvstændige og ikke omdan-
nelser af eksisterende oversættelser.
Da der til den store jærtegnssamling i MarDx er hentet stof fra
mange forskellige kilder, kan der — som rimeligt er — også findes
legender, som er udstyret med prolog eller epilog, der stammer fra
det latinske forlæg. Det gælder f. eks. legenden MarDx 956 (udga-
vens nr. CLXX), hvis latinske model er optaget i IndexMir som
nr. 261, mens prologen er registreret sammesteds som nr. 1609.
Der er endnu en grund til at omtale netop denne legende, idet den
giver mulighed for at udtale sig om slægtskabet imellem nogle is-
landske legender og tilsvarende middelalderlatinske. Der findes
heri et stednavn, som i særlig grad har indbudt til fejlskrivning,
nemlig Vivaria (o: Viviers), der skrevet uiuaria har givet anledning
til fejl såvel i latinske håndskrifter (Ward: Romances II 619 nr. 23)
som i franske gengivelser {Warner: Jean Mielot nr. 65) samt i flere
af de islandske. I MarB hedder stedet Viparita, antagelig fordi et
angelsaksisk v er læst som p, og i MarC Vixaria, mens den rigtige