Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 29

9
form for navnet er bevaret i to islandske håndskrifter MarA
(MarB 13010, var) og i MarDx. Nu er disse to håndskrifter helt
igennem uafhængige af hinanden, så den rigtige form må ad to
veje være nået til Island. Her som i så mange andre tilfælde må
man give MarA fortrinnet frem for MarB, og selvom MarDx er
en sen afskrift på papir udført af præsten Eyjolfur Bjornsson
(d. 1746), er denne lille detalje med til at oplyse, at det er afskrevet
efter et virkelig godt og gammelt håndskrift.
De tre grupper af Marialegender, der her er beskrevet, de klassi-
ske, de historiske, systematisk ordnede i den florissante stil og de
yngre oversættelser efter navngivne kompilatorers værker, er som
nævnt ikke helt identiske med Ungers klasser. Det beror delvis på,
at MarE står på skillevejen mellem gruppe 2 og 3. MarE1 hører
afgjort sammen med MarS og MarL i gruppe 2, selvom det floris-
sante præg i høj grad er neddæmpet dels ved udeladelser og dels
ved stilændringer, — det er afskrevet da den specielle stil havde
overlevet sig selv. Med MarE2 er det en anden sag. Der finder
man nok den systematiske ordning, men oversættelserne her har
her ganske samme præg som i MarDx og stammer for en stor del
fra yngre latinske samleværker, så det må placeres i gruppe 3.
Ordningen af legenderne i MarE fremgår af udgaven, mens man
på grundlag af udgaven intet kan vide om rækkefølgen i MarDx,
da legenderne derfra er plukket ud af deres sammenhæng. En sy-
stematisk gennemgang af manuskripterne har dog kun afsløret
mindre stumper af en ordning, hvad der synes velbegrundet ud
fra slægtskabet mellem MarDx og MarE2. Et andet vidnesbyrd
om slægtskabet og om den norske oversættelse er måske adskillige
stavemåder i MarDx, der må opfattes som norvagismer.
MarDx og MarE indeholder de største samlinger af Marialegen-
der, der mig bekendt findes på noget europæisk folkesprog. Både disse
to enorme samlinger og den store mængde af andre håndskrifter,
der giver større eller mindre bidrag til jærtegnslitteraturen, vidner
tydeligt om den folkeyndest, som denne art af litteratur nød i
middelalderen og ligeledes om den glæde, islænderne havde ved
at oversætte eller samle alt, hvad der kom inden for deres række-
vidde. Legenderne har været forløbere for de anekdoter og æventyr,
der senere ad litterær vej bredte sig over Europa, og som også har
sat sig spor i den islandske overlevering.