Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 52

32
eigi at eins ... nema oc (2v8). Svarende til latinenes non solum
(eller tantum) ... sed (eller verum) etiam (ell. et) dannes der i
norrønt sprog vendingen eigi at eins ... heldr ok. Det er den al-
mindeligste vending, men der findes varianter af den. Forholds-
vis almindelig er tilføjelsen af jaf nvel efter ok eller i stedet for ok.
Usædvanlig er derimod varianten, hvor ordet nema indtager plad-
sen for heldr eller foran heldr. Denne variant eigi at eins ... nema
heldr (ell. nema jafnvel) har sin største udbredelse i norske skrifter.
Det er således den faste vending i ThomA, mens der i den anden
bearbejdelse i det islandske håndskrift, ThomB, skrives heldr (ell.
heldr jafnvel) de pågældende steder. Man må konkludere, at an-
vendelsen af nema efter eigi at eins må opfattes som en særlig
norsk sprogvane.
Nu forekommer der i det homiletiske stykke straks i begyndelsen
vendingen eigi at eins ... nema oc (2v8), hvor det tilsvarende sted
i Nik2 skriver heldr i stedet for nema. Disse indledende ord spiller
på en tilsvarende vending i Nik1 3516, hvor der står eigi at eins
... heldr ok. Den nævnte variant med nema ok er yderlig sjælden.
Den er kun noteret i 3 skrifter, nemlig det rent norske håndskrift
ThomA, et fragment af oversættelsen af Gregors dialoger aftrykt i
HMS I (s. 2549) og endelig i forbindelsen heldr nema oc fra Gregors
dialoger i AM 677,4°. Den sidste form røber sig på grundlag af
hvad der oven for er sagt klart som en kontamination indført af
en islandsk afskriver, der skriver efter et norsk håndskrift, hvad
der helt passer med den almindelige antagelse om tilkomsten af
AM 677,4°. Det resultat støtter den antagelse, at det homiletiske
stykke er føjet til den øvrige saga i Norge.
Spørgsmålet hvorvidt teksten i NikF bærer enhedspræg kan nu
besvares. Trods mindre variationer i enkeltheder inden for de to
sidste afsnit kan der ikke drages nogen grænse, der vidner om at
teksten er sammenstykket. Det bliver derfor rimeligt at antage,
at translationskapitlet har hørt til den oversatte saga fra første
færd, og at det homiletiske afsnit blev føjet til endnu mens over-
sættelsen var på norsk grund.
De to undersøgelser over Nicolaus saga på norrønt sprog, den
postulat, at Gunnlaugr oversatte sin saga om Olaf Tryggvason fra latin til is-
landsk, hvad der ikke engang har sandsynligheden for sig. Det er ikke disse former
alene, men det sprogmønster, hvori de findes, der bliver afgørende.