Nordens Kalender - 01.06.1938, Side 130

Af Mor Sigbrit
DYVEKE. Hvorfor er Verden saa fuld af Uretfærdighed ? Bare fordi
disse Damer liedder Rosenkvast og Gyldensvin, kan de frit troppe op i
Aften, ligegyldigt livor rynkede og vortede de er, mens jeg — aah, jeg er
sikker paa, Mor, hvis jeg kom i de rigtige Klæder, var der ingen af dem, der
kunde maale sig med mig.
SIGBRIT. Hvem har bildt dig det ind ?
DYVEKE. Ja, mine Spejle liar du jo slaaet i Stykker. Men der en lille
Kilde, der hvor Stien bojer ind i Bjergene, den fortæller mig det liver
Morgen. Den kan du vel ikke slaa i Stykker?
SIGBRIT. Har du ikke snakket med andre paa Turen end den?
DYVEKE. Nej, hvem ellers?
SIGBRIT. Det falder mig ind — denne hersens danske Adelsmand, liarn
den forsoldede Torben Oxe, lian er redet her forbi et Par Morgener, saa
tidligt at Folk af lians Type ikke plejer at liave faaet Sko paa endnu. Ham
er du vel ikke tilfældigvis stodt paa?
DYVEKE. Nej, det er jeg ikke. Hvem siger du? Oxe! Jeg vidste slet
ikke saadan en Mand var til. Det var da et sjovt Navn. Ja, du liar rigtignok
Ret i, at Vinden har brændt mine Kinder, kan jeg mærke. Ih, hvor de blusser!
SIGBRIT. Herregud, har en anden en ogsaa engang kunnet komme til at
se saa hjælpelos yndig ud, naar man skulde til at stikke en Logn! Kom du
nu af Overtojet, min Pige, og ud i Kokkenet og hjælpe til! (Gaar selv derud,
Der hores Hestetrav. Dyveke iler til Vinduet. Nogen rider forbi. Sigbrit
vender tilbage. Da Dyveke opdager sig iagtlaget, faar hun travlt med at torre
Karmen af med en Pegefinger. Sigbrit ler.) Du kan gerne spare dig dit
daglige Udkig efter Junker Christiern, mit Barn. Ham faar du alligevel ikke.
DYVEKE. Tror du, jeg vilde, selv om jeg virkelig kunde? Jeg, som
ikke kan udstaa Skæg. Pulilia! og saa er det tilmed rodt! — Aah, du skal
ogsaa gaa og hitte ud af alting! Jeg siger dig, jeg finder mig ikke længere i
dit Tyranni, Mor.
SIGBRIT. Saa, saa, saa! Er det saa slemt at have nogen til at holde
af sig? Det er det vel saa, især naar de er klogere end en selv. Men du
kommer nu til at finde dig i det alligevel. Mig kan du ikke liamle op med.
Og saa længe jeg er til, faar ingen Lov til at gore dig noget ondt, ingen,
ikke engang du selv. Lob saa ud i Kokkenet og vær flink. — Men livad
er det, Jesper? skal jeg have Silden den Vej ind? hvad skal det betyde?
128