Nordens Kalender - 01.06.1938, Side 170

Eventyret paa Heden
stemmer Ryggen imod som Granerne i Vestsiden af Plantagen. Den, der rejser
med Toget igennem Midt- eller Vestjylland, naar Jorden er bar, og som ser,
livor Underlaget af Plovfuren griner frem som det hvideste eller rodeste Sand,
det goldeste paa Jorden — og dog ligger der Gaard ved Gaard, Hus ved Hus,
velbyggede, velholdte — ban maa forundre sig, navnlig bvis man liorer bjemme
paa en bedre Jord, livor der dog absolut ikke «bliver noget tilovers». Han
fyldes af Forundring, ja, og af Beundring: De Folk, der liar kunnet vriste
Fode og Klæder ud af en saadan Jord, de maa være næsten uovervindelige.
Man kan sporge: Hvordan holder han det ud, dette liaardfere, ensomme
Liv derude? jo det tiltaler ham netop — naar ban da lige kan «liolde Hun-
dene fra Doren». Her er ban Herre, kan «gaa naar ban vil, og komme naar
ban kan», ban kan stænge Porten og holde sig inde, naar Regn og Storm faar
liarn til at paaskonne, at man «fandt paa at gore Husene hule indeni»; ban
kan til Gengæld arbejde de lange Sommerdage ligesaa længe, som Solen er
paa Himlen, naar Ho og Roer kræver liele hans Arbejdsevne. Han bar jo
daglig for 0je Resultaterne af sit Arbejde i den Tid, der er svunden: Se,
livor de gror, de Træer, han plantede det forste Aar — se, livor den pynter,
Broen lian pikkede foran Stuehuset — og kend denne Duft af Kloverlioet,
som han fik narret i Hus, lige for Regnen kom! Nej, de bliver hverken torre
eller golde i Sindet. Hemmeligheden er maaske den, at saare mange har
Reserver, som andre Steder er opbrugte. «Sig mig livem Du omgaas, saa skal
jeg sige Dig livem Du er», siger et gammelt Ord. Det er ikke Smaafolk, de
omgaas i det daglige, disse Folk derude i Hedeegnene; det er Folk som Kingo,
Brorson, Grundtvig og Evangelisterne.
168