Fróðskaparrit - 01.01.1966, Blaðsíða 55

Kilderne til de færøske viser om Karl den Store
63
Oxford-handskriftet har han ikke samme funktion som
i den færøske vise, hvor han korser sig ved at se hed-
ningehærene (det har han heller ikke i Kms, det er en
færøsk opfindelse). — Nar Ansias ogsa nævnes i Geipa-
táttur, viser det heller ikke sammenhæng med det old-
franske digt (Pelerinage/Voyage de Charlemagne), da
han ikke nævnes der.
Jóannes Paturssons 4 eksempler pá overensstemmelse mellem
den færøske vise og den oldfranske Chanson de Roland mod
Kms og KMK er altsá ikke tilstrækkelige til at vise at digte-
ren af Runsivalsstríð har haft kendskab til (indholdet i) de
oldfranske digte, der ligger til grund for Kms og KMK, uden
om disse, som Jóannes Patursson slutter og som ogsá Ernst
Krenn mener (s. 28 og s. 37). Man kan ikke engang slutte at
Runsivalsstríð bygger pá en Kms-tekst der pá visse punkter
stár den oprindelige norrøne oversættelse nærmere end de
kendte hándskrifter, sádan som den svenske og den danske
oversættelse af Kms (se fx Knud Togebys anmeldelse af Hjort
1965).
Konklusioner.
Fire viser regnes i alle manuskripter (med en enkelt undta-
gelse) med til visekredsen om Karl den Store, og de bygger
alle pá Karlamagnús saga (Kms) og Karl Magnus’ Krønike
(KMK). Disse primære viser er Odvaldsríma, Geipatáttur,
Emundsríma og Runsivalsstríð. De to sidste udgør en enhed,
som de forskellige manuskripter deler pá forskellig máde, og
som antagelig har udgjort den oprindelige kerne i visekredsen,
hvortil siden de to førstnævnte har knyttet sig. Til disse fire
primære viser har man siden føjet Aligast og Flóvinsríma, der
har en anden oprindelse end de fire primære viser, men som i
nogle af hándskrifterne regnes med til visekredsen. Karl den
Store optræder ogsá i andre viser, som ikke regnes med til vise-
kredsen. Der er ovenfor givet en oversigt over de sekundære
viser, fulgt af en omhyggeligere gennemgang af de primære.
I det følgende tales kun om de primære viser.