Fróðskaparrit - 01.01.1966, Blaðsíða 34

42
Kilderne til de færøske viser om Karl den Store
De primære viser.
De primære viser om Karl den Store er som ovenfor nævnt
Odvaldsríma, Geipatáttur, Emundsríma og Runsivalsstríð ( =
Tólvjavningar). Ser vi bort fra Odvaldsríma, er den indbyrdes
rækkefølge af de tre andre i alle handskrifterne, hvor de star
opført under fælles nummer: Geipatáttur, Emundsríma, Runsi-
valsstríð (bortset fra Koltursbók, hvor Runsivalsstríð ikke star
sammen med de andre). Kun Odvaldsríma’s plads varierer:
foran Geipatáttur hos N. Nolsø og i Koltursbók, mellem Geipa-
táttur og Emundsríma i Sandoyarbók, mellem Emundsríma og
Runsivalsstríð i Fugloyarbók, og efter Runsivalsstríð hos
Svabo. Da Rólant dør i Runsivalsstríð, er den sidste placering
ikke heldig. Da Emundsríma og Runsivalsstríð hører nøje
sammen, bør de ikke adskilles af Odvaldsríma. Der kan næppe
gives argumenter for at sætte Odvaldsríma før eller efter
Geipatáttur, vi kan behandle Odvaldsríma først.
De fleste elementer i viserne findes báde i Kms og i KMK,
og nogle findes hverken i Kms eller i KMK. Disse to grupper
hjælper os ikke til at afgøre om viserne bygger pá begge disse
hovedkilder eller kun eller hovedsagelig pá den ene. For at
undersøge dette má vi for hver vise opstille de punkter hvor
den kun stemmer overens med den ene af de to hovedkilder,
enten Kms eller KMK, imod den anden. Det er pá den anden
side klart, at dette kun giver et meget ufuldstændigt billede
af, hvordan visernes digter eller digtere har benyttet det fore-
liggende stof og suppleret det med andet, eller hvordan vise-
sangerne har ændret viserne gennem tiden. Dette er ikke for-
málet med nærværende undersøgelse af visernes kilder, en un-
dersøgelse der er nødvendig for et videre studium af viserne.
En lignende undersøgelse er sá vidt vides kun foretaget en
gang før, nemlig af E. Kolbing, Zur álteren romantischen Litte-
ratur im Norden. I (i Germania XX, 1875, s. 226—249). Trods
unøjagtigheder er dette en god undersøgelse, der desværre sy-
nes at være undgáet senere nordiske forskeres opmærksomhed.
— Jóannes Paturssons kommentarer, 1922, 1, indeholder en-