Fróðskaparrit - 01.01.1999, Blaðsíða 13
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
17
Denne kritik fár William Heinesen til at
stille Christian Matras spørgsmálet, om der
ikke »mellem den Mand, der skriver den
aktuelle Roman, og den folkloristiske
Videnskabsmand er den samme Forskel
som mellem Komponisten og den Forsker,
der beskæftiger sig med akustiske Proble-
mer?«, for som han udtrykker det:
»Jeg for mit Vedkommende kunde jo uden
storre Vanskelighed have nojedes med at
holde mig til de »avtentiske« Folkelivsbille-
der; mit Kendskab til Livet og Atmosfæren i
en færosk Bygd er ikke saa helt lille endda -
fra mit 1. til mit 15-16. Aar (og flere Gange
siden) har jeg tilbragt en á to Maaneder
aarligt i Bó. Imidlertid vilde jeg vanskeligt
have kunnet affinde mig med at give et Par
virkelige Sagn til Bedste; det havde efter min
Mening været altfor letkðbt; paa den Maade
var det ingen Sag at lave en Folkelivs-
skildring. Paa samme Maade med de andre
»Folkelivsbilleder«, som f.Eks. det store
Bryllup. Det vilde ikke have tilfredsstillet
mig at give en ren Reportage fra et Bryllup,
jeg selv havde været med til. Hvis jeg ikke
kan have Lov til at bestemme hvorledes dette
Bryllup skal arte sig (med de Tanketorsk og
Anakronismer der nu engang folger i mit
Kolvand) gider jeg simpelhen ikke skrive om
det. Og i denne Forbindelse: at Kingos
Salmer ikke har været brugt paa den af mig
angivne Maade vil jeg ogsaa tage mig let.
Saadan som jeg har fremstillet det er der ialt-
fald en indre Mening i Galskaben. Og
hverken her eller i andre Henseender har jeg
skrevet noget der kunde forklejne færosk
Bondekultur i udenlandske Læseres Ójne.
Maaske har jeg endda her og der gennem
mine Omskrivninger anskueliggjort en Del
specielt og subjektivt Stof« (22.7.1936).
William Heinesen lader imidlertid ikke
diskussionen stoppe med denne forsikring
om ikke at have udleveret Færøeme til
udlændinge i Blæsende Gry. Han ogsá
mere end antyder, at netop hans danskspro-
gethed spiller Christian Matras et puds, nár
hans kritik af »de »lokale« og »folkloristi-
ske« Skildringer« i romanen er blevet sá
hárd. Hans egne »Sagnfigurer« adskiller
sig nemlig ikke fra mange af de »Fan-
tomer«, der optræder i Christian Matras’ og
J. H. O. Djurhuus’ digte, skriver han, men
fordi deres er »tænkt af veritable Færin-
ger«, opfattes de modsat hans uden videre
som lige sá færøske som »Alle de gængse
»avtentiske« Eventyrfigurer og Fantomer«,
der »engang i Tiden [blev] skabt af fantasi-
fulde Færinger og siden er [...] blevet histo-
riske«. Ikke indholdet, men sproget gør
med andre ord udslaget i bedømmelsen af
hans skildringer som »u-autentiske«, for:
»For dit og J.H.O.’s Vedkommende vil jeres
Fantomer paa en naturlig Maade glide ind i
den færoske Literatur og blive »Folkets Eje«.
For Bðm, der i Dag læser jeres færðske
Digte, vil den hulkende Marmennil (der er af
dansk Herkomst?) og den hðjtidelige, ma-
nende Maanegud (indisk?) blive lige saa op-
levede og færoske som »Trðllið við Sjógv«
eller den pragtfulde hesteagtige Trold fra
»Purkhúsið«. Hvis min Bog var skrevet paa
Færosk vilde det gaa ligedan med mine Fan-
tomer. Tommelise eller Prinsessen paa Ær-
ten er ikke mindre danske end enhversom-
helst Figur fra ældre danske Folkeeventyr«.