Fróðskaparrit - 01.01.1999, Blaðsíða 21

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
25
verið førur fyri at liva seg so væl inn í tað og
geva tað so rámanði aftur í bókum sínum, er
undrunarvert og særmerkir hann sum hitt
stóra skaldið. [...] Føroyingar skylda William
Heinesen stóra tøkk fyri hetta verkið«.
[»da føles det ikke bare som en glæde
over noget nyt færøsk, der er skabt; men vi
glædes dobbelt, fordi det er, som om vi
vokser som færinger - selv om, eller máske
netop fordi han skriver pá et ikke-færøsk
sprog om færøske forhold, og fordi det, som
han udretter, vækker opmærksomhed og
interesse uden for vore øer. [...] Det, at han,
der ikke selv er opvokset i det, vi máske
kunne kalde færingens hverdagsliv, alligevel
har formáet at indleve sig sá godt i det og
gengive det sá rammende i sine bøger, er
forbavsende og kendetegner ham som den
store digter. [...] Færinger skylder William
Heinesen en stor tak for dette værk«.]
Ogsá de danske avisanmeldere var ubetin-
get begejstrede for Noatun, viser et kig pá
anmeldelseme. »Vi byder William Heine-
sen, Færingen, vort allerhjerteligste Vel-
kommen. [...] Han er en sand Digter«, skri-
ver f.eks. Richard Bryde i Viborg Stifts
Folkeblad (3.10.1938), mens Hans Brix i
B.T. (3.10.1938) konkluderer, at »Han hæd-
rer sit Land og bør blive hædret til Gen-
gæld. Blandt andet ved at man læser ham«.
I Politiken (26.11.1938) giver Chr. Rime-
stad udtryk for, at »Denne Færing gør den
danske Litteratur Ære«, for han mener, at
Noatun »er en af den Slags Bøger, som man
Aar efter Læsningen vil mindes med ufor-
mindsket Styrke, en Bog, der har ætset sig
saa godt ind, som havde man oplevet det
altsammen selv«, og Ejnar Thomsen kalder
den i Aarhus Stiftstidende (16.10.1938) slet
og ret en »Mesterroman fra Færøeme«.
Ogsá Paul la Cour var begejstret for
Noatun, fremgár det af en radioudsendelse,
hvis indhold en i København bosat anonym
færing gengiver i Tingakrossur (17.12.-
1938) og Dimmalætting (21.12.1938), sam-
tidig med at vedkommende udtrykker sin
personlige »Glæde over og dybe Beund-
ring« for bogen.
Noatun er William Heinesens eneste
kollektivroman i klassisk forstand. Det har
sandsynligvis ikke alene at gøre med den
indflydelse pá romanens formsprog, som
han i brevet til Christian Matras tilskriver
Heðin Brú, for tiden var ogsá ved at være
løbet fra denne type realistiske roman.
Derfor er begrundelsen, for at Gyldendal i
1945 refuserede et tilsendt romanmanu-
skript fra William Heinesen med titlen De
fortabte Spillemænd, heller ikke et genre-
skifte, for, skriver Paul la Cour i sin konsu-
lentudtalelse:
»William Heinesens ny, meget omfangsrige
Roman er i en vis Forstand overraskende.
Heinesen har forandret sig. Af den fine,
realistiske Skildringskunst i »Noatun« er op-
staaet en bred, fabulerende Fortællerkunst,
som fører Tanken hen paa Halldor Kiljan
Laxness eller vor hjemlige Martin A. Han-
sen. Det er nok ikke sket, fordi der pludselig
er Mode i den fabulerende Beretning, men
fordi den realistiske Stil ikke længere svarer
til vor Virkelighedsoplevelse. Den er forelø-
big slidt og bmgt op, Virkeligheden har vist
sig mere kompleks, vildere, fuld af større Af-
grande; den kan ikke længere sammenfattes
som tidligere« (21.8.1945).