Fróðskaparrit - 01.01.1999, Blaðsíða 24

28
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
er det indlysende, at William Heinesen i
den publicerede version af Defortabte Spil-
lemænd fra 1950 havde overvundet de pro-
blemer med fremstillingsformen, der til en
vis grad præger Blæsende Gry, og dermed
ogsá havde skabt grundlaget for sin sær-
egne poetik. Kendetegnende for den er en
flerstemmighed, som er dobbeltkulturelt
betinget. Ikke alene indholdsmæssigt, men
ogsá formelt manifesteres nemlig i det
senere prosaforfatterskab den væren »paa
Vej fra »Tid« til »Tid«« (29.2.1932), som
William Heinesens dansksprogede op-
vækst pá Færøeme i en brydningstid mel-
lem et middelalderligt bondesamfund og en
modeme fiskemation omkring árhundred-
skiftet havde afstedkommet, og konkret ud-
mønter det sig i en samtidighed af »færðsk
og udenlandsk, gammelt og nyt, friskt og
dekadent, hojtudviklet og primitivt« (14.5,-
1928), som han selv udtrykker det deskrip-
tivt i breve til Jørgen-Frantz Jacobsen.
Fremfor at fokusere pá enten natur eller
kultur, det færøske eller det universelle, »de
snoede stier« eller »den lige linje« (Høgne-
sen, 1998) er William Heinesens poetik sá-
ledes karakteristisk ved det komplemen-
tære Enten-Og-Eller (Hind, 1988), somhan
i sin Tórshavn-beskrivelse i erindrings-
novellen Vád Hjemstavn indfanger med
ordene »Her var kort sagt alt, her var
verdens og historiens navle, skæringspunk-
tet for drøm og virkelighed, fortid og frem-
tid, liv og død« (Heinesen, 1960: 101).
Pá den máde lykkes det for William
Heinesen at gøre en oprindelig sproglig
svaghed til forfatterskabets styrke, for selv-
om han i et brev til Christian Matras karak-
teriserer sit bamdomshjems danske sprog
som »et temmelig karrigt udflytter-dansk af
kobenhavnsk oprindelse« og »intet frodigt
dialekt-dansk« (3.7.1938), har netop denne
báde tidsmæssige og geografiske afstand
skabt muligheder for et dansk, der bl.a.
ogsá er kendetegnet ved mange ellers glem-
te vendinger og nuancer, finurlige variati-
oner og underfundige faroismer. Herigen-
nem fremkommer det inciterende spil mel-
lem pá en gang fortroligt gammelt og over-
raskende nyt, som pá samme tid giver det
senere prosaforfatterskab den lethed og
sværhedsgrad, enkelhed og kompleksitet,
konkretion og abstraktion, der dybest set
udgør dets særegenhed.
Netop dette møde mellem forskellige ti-
der, steder og stemmer, der skaber dialog
mellem det individuelle og almene, lokale
og universelle og herigennem ligeledes for-
midler fortid, nutid og fremtid i et altid, in-
troducerer William Heinesen allerede ind-
ledningsvis i De fortabte Spillemænd. Næ-
sten demonstrativt slár han nemlig ideen
om det smá i det store an, nár han pá en
gang zoomer ind og udvider perspektivet i
sit signalement af, hvordan der:
»Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav
ligger et ensomt lille blyfarvet land. Det lille-
bitte klippeland forholder sig til det store hav
omtrent som et sandskom til gulvet i en bal-
sal. Men set under forstørrelsesglas er dette
sandskorn alligevel en hel verden med bjerge
og dale, sunde og fjorde og huse med smaa
mennesker. Ja, et sted ligger der endda en hel
lille gammel by med brygger og pakhuse, ga-
der og stræder og stejle gyder, haver og torve
og kirkegaarde. Der er ogsaa en gammel
højtliggende kirke, fra hvis taam der er ud-