Fróðskaparrit - 01.01.1999, Síða 18

22
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
manen efter udgivelsen, som tilfældet er,
ogsá findes en kunstnerisk bevæggrund.
Og det gør der, og den beror pá præcis
den distance, som William Heinesen i 1938
overfor Christian Matras opridser ogsá
generelt er en følge af hans dansksproget-
hed. I breve til Jørgen-Frantz Jacobsen skri-
ver William Heinesen sáledes, at han ikke
ved pábegyndelsen af Blæsende Gry havde
følt nogen fortrolighed i det hele taget med
romangenren. Tværtimod havde han máttet
vænne sig til »den brede, den vidtloftige og
paa sine Steder »banale« Romanform«,
som han tilmed hidtil havde haft »nærmest
Ringeagt tilovers for« (20.8.1934), og først
med prosaforsøg, der tidsmæssigt ligger
efter udgivelsen af debutromanen, var en
egentlig »beundring for romanen som
kunstnerisk genre« begyndt at vágne
(21.9.1937).
Vejen til succes var imidlertid lang end-
nu, skulle det vise sig, for som William
Heinesen udtrykker det overfor Christian
Matras i et tilbageblik pá tiden mellem ud-
givelsen af romaneme Blæsende Gry i 1934
og Noatun i 1938:
»Selv befandt jeg mig paa det tidspunkt i en
tilstand af dyb skepsis til min egen formaaen,
idet to romaner, jeg havde skrevet, var i
unaade hos direktor Grieg (broder til Nor-
dahl Grieg), hvis meninger om bðger jeg
(maaske med urette?) har en næsten mystifis-
tisk rodfæstet tillid til« (10.10.1938).
De to romanmanuskripter, som William
Heinesen refererer til, er Skygger danser
forbi med den senere titel Baalet og Den
yderste Tid. Baalet havde William Heine-
sen uden held forsøgt at fá udgivet i U.S.A.,
fremgár det af et brev til Jørgen-Frantz
Jacobsen (21.9.1937), mens han personlig
havde tmkket Den yderste Tid tilbage fra
forlaget Levin & Munksgaard, som havde
antaget romanen til udgivelse efteráret
1937. Det skyldtes, at norsk Gyldendals
direktør Harald Grieg havde udtalt sig
negativt om romanens salgsmuligheder, og
William Heinesen selv »forlængst [var]
blevet led ved at skrive boger, ingen gider
læse« (2.2.1938), forklarer han i et brev til
Christian Matras med direkte reference til,
at hans digtsamling Den dunkle Sol fra
1936 i Danmark var blevet solgt i kun nitten
eksemplarer og pá Færøeme i bare fire.
Den kunstneriske krise, som William
Heinesen overfor Christian Matras beskri-
ver, at han befandt sig i i midten af 1930’er-
ne, gjorde, at han forud for udgivelsen af
Noatun udtalte sig meget forbeholdent om
mulighederne for at »vinde mere terræn«
med den, end han havde gjort med f.eks.
Den dunkle Sol.
Derimod nærede han ingen betænkelig-
heder ved til ham at fortælle romanens til-
blivelseshistorie, som ogsá er ganske sær-
egen. William Heinesen havde nemlig pá
grund af sine egne problemer med at ud-
trykke sig i romangenren foresláet Heðin
Brú, at de skulle skrive Noatun sammen
under pseudonym, og han havde ogsá præ-
senteret et udkast, som de under efterføl-
gende samtaler i fællesskab havde revide-
ret. Planen var imidlertid ikke blevet reali-
seret, for:
»Desværre fik H. B. aldrig skrevet noget,
men han har været med til at udkaste og kom-
ponere bogen, og en del af ideeme er hans,