Fróðskaparrit - 01.01.1999, Blaðsíða 23

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
27
Nár Paul la Cour ikke mente at kunne anbe-
fale De fortabte Spillemænd-mwaskivpteX
til udgivelse i den foreliggende form, men
tilrádede en omarbejdelse af det, skete det
derimod med henvisning til, hvad han be-
tegner som »Noget ubestemt og ubeslut-
somt« i skildringeme, for »de handlingsbe-
vægede er stillestaaende og mærkeligt tam-
me, man har Lyst til at bruge Ordet »ube-
slutsomme««, argumenterer han og fort-
sætter:
»Man beklager dybt, at Forsøget ikke er
lykkedes for Heinesen. Men maaske er det
blot ikke lykkedes for ham i første Omgang.
Han kunde vinde utroligt meget ved at stram-
me Bogen, forkorte den og give de Punkter,
hvorhans Fantasifuldhed ligger, Vækst. Dis-
kussionen om Søren Kierkegaard burde helt
gennemskrives, Foreningen »Yduns« For-
handlingsprotokol i 15. Epistel maaske helt
udgaa, selve Brylluppet skrives ned til det
halve i Omfang, men til Gengæld gennem-
strømmes af eet Sus. Motivet med de fortabte
Spillefugle kunde gives større poetisk Klang
gennem hele Bogen, det vilde rimeligvis ske
blot ved at forkorte det øvrige. Kort sagt,
Tingene skulde med Parmenides vinde i
Rundhed og Plastik. Har man først en Gang
givet sig ind paa dette Forsøg paa bred episk
Stilkunst, kan man næppe slippe det igen.
Heinesen maa igennem det, og da Humoren
ikke ligger ham særlig nær, helst finde frem
til en Ironi, en underfundig Brydning i Be-
tragtningen, som kan løfte og spænde
Beretningen og forhindre den i at blive
træg«.
Paul la Cours begrundelse for i sin kon-
sulentudtalelse at anbefale en omarbejdelse
af Defortabte Spillemænd er med andre ord
præcis den samme iagttagelse, som tid-
ligere Jørgen-Frantz Jacobsen og indirekte
til dels ogsá Christian Matras havde gjort
under læsningen af Blæsende Gry, og som
William Heinesen personlig tilskrev sin
dansksprogethed, nemlig den udvendighed
eller distance, der markerede sig som en
mangel pá intimitet og intensitet i hans
prosaforfatterskab pá dette tidspunkt.
Hvorvidt sammenfaldet i opfattelsen af, at
William Heinesen som romanforfatter
havde et fremstillingsproblem, fik direkte
indflydelse pá hans beslutning om at gen-
nemarbejde De fortabte Spillemænd pány
og de ændringer, som han foretog under-
vejs, er dog uvist. Set i bakspejlet var Wil-
liam Heinesen imidlertid ikke selv i tvivl
om 1945-manuskriptets svagheder, for,
skriver han om det i det følgebrev til den
redigerede udgave af De fortabte Spille-
mænd, som han i foráret 1950 sendte til
Gyldendal, :
»Jeg indrømmer geme at det var meget util-
fredsstillende i den første form, og jeg kan
ikke noksom paaskønne den tjeneste, la Cour
gjorde mig ved at gøre mig opmærksom paa
dette, navnlig fordi han ogsaa paaviste hvori
hovedfejlene laa.
Nu har jeg tilladt mig at sende Dem dette
manuskript tilbage, i haab om at De vil finde
det egnet til udgivelse i dets nuværende radi-
kalt ændrede og forkortede form« (14.3.-
1950).
Selv uden at kende 1945-manuskriptet og
dermed have et sammenligningsgrundlag