Fróðskaparrit - 01.01.1999, Blaðsíða 15

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
19
sket med«, skriver han i det.
Dertil kom, at der i mere end en forstand
er langt mellem Tórshavn og København,
og fordi William Heinesen som barn havde
oplevet »verden og tingene i deres færoske
fremtoning, men paa - dansk«, fik af-
standen sprogligt den konsekvens for ham,
at han »For mange almindeligt forekom-
mende fænomener [...] ikke [har] forste-
haands ord, ægte og friske ord«. »Jeg havde
jo nok ord for dreng og hus og træ eller sten
o.v.s.«, forklarer han, men, fortsætter han:
»nu den mos, der gror paa stenene, den hed
»steinamosi«, eller de gule blomster, der
groede paa indmarksskrænteme i Bo, i
frodige klaser, og som paa vort danske kun
var en »gul blomst,« hed »tirilstunga.« Den
brune, noprede jakke, de fleste mænd ogsaa i
Thorshavn bar i min bamdom, hed »kot«, og
naar man sad ved aarerne i en baad var der
noget, der hed »skjóta á«, og som ikke havde
nogen dansk betegnelse, vi kendte (skodde).
Naar vinden om sommeren var nordvestlig
hang der en vaad skybanke over Kirkjubo-
reyn, den havde paa dansk intet navn, lige-
saalidt som den sol- og regndmkne blæst, der
udgik fra den (»skaddavindur«). Mine
dansktalende paarorende havde ikke gloser
for saadanne ting, men paalagde mig ikke
desto mindre med en vis strenghed »ikke at
blande.« Resultatet var at jeg tidligt lærte
mig selv at kombinere mine egne danske be-
tegnelser for tingene. Jeg er i stand til at præ-
cisere hvadsomhelst det skal være paa dansk,
men sprogligt er der ofte ligesom en hinde
mellem mig og tingene. [...]
I ganske særlig grad er det sproglige et
problem for mig naar jeg skriver i prosa om
færoske emner. Jeg skriver et godt, alminde-
ligt, moderne dansk, et klart og energisk
sprog, der ikke er til at misforstaa. Til gen-
gæld er det uden anden »intimitet« end den,
jeg selv gennem kombinationer skaber. [...]
Men, som sagt, jeg har de samme sans-
ninger, der bor den samme verden i mit sind«
William Heinesen stod ikke alene med sin
fomemmelse af, at han i sin prosa endnu
ikke havde fundet en æstetisk form, der for-
enede hans færøske baggrund og danske
sprog pá en kunstnerisk fuldt ud vellykket
máde, vidner bl.a. reaktionerne pá Blæ-
sende Gry om. F.eks. pápegede báde Chri-
stian Matras og boganmeldeme i Tinga-
krossur og Dimmalætting svagheder i ro-
manen, og selvom deres indvendinger læst
bogstaveligt er resultatet af en fokusering
pá graden af autenticitet, ábner en mindre
snæver synsvinkel samtidig for en mulig-
hed for ogsá at se kritikken som en konse-
kvens af det pá en gang bevidst og til dels
ubevidst fremmedartede, som William
Heinesen personlig er inde pá, at hans
dansksprogethed afstedkommer, selvom de
ikke selv nævner sproget som ársag.
Under alle omstændigheder er det i hvert
fald netop denne mangel pá indlevelse og
dermed ogsá sproglig intensitet og intimi-
tet, der er den væsentligste gmnd til, at hel-
ler ikke Jørgen-Frantz Jacobsen fandt Blæ-
sende Gry ubetinget vellykket, for bl.a.
syntes han, at romanen manglede »den
stramme dramatiske traad« (20.11.1934).
»At Du er en virkelig digter, ved jeg saa
godt«, skriver han f.eks. i et af sine sidste
breve til William Heinesen, men »med
hensyn til romaner, har Du vist aldrig haft