Sagnir - 01.06.2000, Síða 78

Men efter at have fáet nogle frynsegoder og
undtagelser i forhold til andre lensmænd aflægger
han dog ed. Kongen bliver lovet vendernes land og
slipper ekstraordinært for at skulle stille tropper og
lignende. I ovrigt: „Hans son og umiddelbare
efterfolger pá tronen ville det stá frit for at fraskrive
sig de betingelser der havde bundet hans far, for der
skulle ikke være tale om et arveligt lydighedsforhold
som skulle binde det danske folk [Danorum gens] for
tid og evighed."69 Kongens binding ses altsá som det
danske folks binding. Kongens lensforhold til
kejseren opfattedes sáledes ikke som personligt men
som folkets.
Kirkens danskhed
En lignende ulyst til at ligge under for udlændinge
ogsá hos kirken i Danmark ses af Saxos omtale af
biskop Asser (ærkebiskop 1104-1137), der tager
affære efter Erik Ejegods bandlysning: „Nu var han
[Asser] sá forbitret pá sin modpart at han ikke kunne
finde sig i at den hjemlige kirkes værdighed var
underlagt en udenlansk kirkes myndighed [extemum
sacerdotium]. Derfor vendte han tilbage til Rom og
ansogte om at han selv sável som hans rige og dets
kirke [tum etiam patriam ac domestica sacra] blev befriet
fra den sachsiske overhojhed, sá han ikke var tvunget
til at rette sig efter fremmede folk [exteri] i kirkelige
sager eller nodvendigvis skulle hente kirkens
forskrifter fra udlændinge [ab alienigenis]."70 Erik
Ejegod fulgte sagen om uafhængighed af Hamborg
op: „For at danskerne [Dani] kunne blive fri for at
forvalte deres kirkelige opgaver under en
udenlandsk biskop [externus pontifex], sorgede han
nemlig for at der blev sendt en delegation til den
pavelige kurie for at anmode om det
ærkebiskoppelige værdighedstegn der skulle
smykke vores hjemlige [domestica] kirke. ... Og han
[kuriens udsending] nojedes ikke med at losrive
kirken fra den sachsiske overhojhed, han lagde ogsá
den svenske og den norske kirke ind under den. Det
er faktisk ikke sá lidt Danmark [Dania] kan takke
Roms velvilje for, ikke alene selvstændighed, men
ogsá herredomme over andre lande."71 Kirkens
frihed for „sachsisk overhojhed" er altsá lig
Danmarks selvstændighed. Sáledes opfattedes ikke
kun kongens uafhængighed af kejseren men ogsá
kirkens uafhængighed af Hamborg som garant for
det danske folks frihed.
Opsummering i hovedtræk: For at lette
opsummeringen vil de behandlede tilfælde og
resultater blive delt ind i grupper defineret ud fra
problemformuleringen.
En navngiven dansk gruppe: Begge de her
behandlede kroniker opererer meget tydeligt med
den navngivne gruppe danerne. Danerne optræder
som en fast enhed, der handler pá egen hánd. Hos
Ælnoths behandling af Harald Hen var det fx
daneme, der valgte og udpegede kongerne. Hos Saxo
sá vi fx, hvordan Frode Fredegods love krævede to
udlændinge sláet ihjel for hver dansk, der blev dræbt
af een udlænding, og vi sá, hvordan han lod kong
Ring skelne mellem kvindagtige tyskere og vendere
v
1
Domkirken i Lund. Blev 1104 gjort til Nordens ærkebispesæde.
pá den ene side og daner pá den anden, selvom de kæmpede i
samme hær.
Opfattelse af fælles byrd og herkomst: Báde Ælnoth og Saxo
gár tydeligvis ud fra, at danerne (og folkeslag i det hele taget) er
internt beslægtede, og at man var dansk af fodsel. Ælnoth
fortæller, hvordan danerne skelnede skarpt mellem sig selv og
de tilrejsende; Ælnoth er selv et eksempel pá en sádan, idet han
jo ikke regnes for dansk efter 24 árs virke i landet. Han regnede
ogsá sig selv for udlænding og omtaler det danske folk som
„deres folk". Saxo havde historien om Vithne, der nok var
vendernes hersker men var dansk af fodsel. Endvidere modte vi
danerne i Konstantinopel, der stadig var daner p.g.a. deres
oprindelse, og hvis tilhorsforhold altsá ikke bestemtes af,
hvilken hersker de tjente. Endelig opererer Saxo meget tydeligt
med danemes „forfædre", hvorfor danerne folgelig er
beslægtede.
Fælles erindring eller historie: Alene kronikernes opbygning
viser opfattelsen af en fælles dansk historie, og de giver hver
især deres udlægning af denne erindring. Ælnoths mál er dog
ikke at fremstille historien, men han gár dog alligevel tilbage til
Magnus den Godes tid. Saxo starter sin fremstilling langt tilbage
i den tágede fortid; hans fortælling startes ved danernes
samling under kong Dan og er altsá helt tydeligt en fælles dansk
historie. Herudover sá vi Saxos eksempler pá fælles erindring
og dens betydning i kamp. Saxo fortalte om den fremmede
brite, der kunne opildne „vore folk" ved at fortælle om „de
gamles bedrifter". Saxo soger selv at benytte sig af dette
opildnende kneb ved direkte at sammenligne Thyras
Danevirkebyggeri med Valdemars og Absalons.
Fælles sprog: Báde Ælnoth og Saxo viser, at de er
opmærksomme pá et fælles sprog. Ælnoth betegner fx
islændingene som gruppe med eget sprog, der var forskelligt
fra dansk og norsk. Saxo definerede bl.a hos kejseren i
Konstantinopel danerne som dem, der talte dansk.
76