Tímarit lögfræðinga - 01.06.1957, Síða 26

isvanskeliglieder kan tænkes at forekomme i de farvande,
hvori rejsen skal foregá, men det derefter viser sig, at
skibet forsinkes sá meget, at isforelcomster kan befrygtes
at volde vanskeligbeder for rejsens gennemförelse, har del
pá kaptajnens initiativ været forsögt at optage en isklausul
i konnossementet. Sveriges höjesteret har haft lejlighed
til6 at beskæftige sig med, hvorvidt en befragter kunne
anses for bundet ved en af kaptajnen pá denne máde i
konossementet optaget isklausul.
Spörgsmálet blev ved den svenske höjesteretsdom be-
svaret bekræftende, men dette má ses i sammenhæng med,
at svenske domstole i tilfælde af uoverensstemmelser
mellem certeparti og konnossement i hvert fald tidligere
har været tilböj elige til at anse konnossementet — som
det senest udfærdigede dokument —- for afgörende. I mod-
sætning hertil bar norske og danske domstole — sávidt
jeg skönner med rette — altid anset certepartiet for af-
görende, sáledes at en isklausul under de anförte om-
stændigheder altsá ikke kan anses for bindende vedtaget
mellem parterne; synspunktet i Norge og Danmark er, at
det ikke er konnossementets funktion at supplere den i
certepartiet indeholdte befragtningsaftale, men alene at
tjene som kvittering for stedfunden indlastning og som
legitimation ved varens omsætning og dens udlevering pá
lossestedet. I konsekvens heraf bör nye bestemmelser i
konnossementet kun have gyldighed, dersom det klart kan
dokumenteres — hvilket meget sjældent vil være tilfældet
— at parterne har været enige om sádanne nye villcárs
indföjelse.
I visse tilfælde vil en reder kunne være afskáret fra at
páberábe sig en i certepartiet optaget isklausul, skönt par-
terne har været enige om, at isklausulen rent principielt
skulle komme til anvendelse. Et herbenbörende tilfælde
er pákendt af Sö- og Ilandelsretten i Ivöbenhavn ved en
c NDS 1919/398.
72
Thnarit lögfrœöinga