Fróðskaparrit - 01.01.1999, Qupperneq 6

10
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
pá baggrund af dels denne tekst med be-
mærkninger dels »Pløyens »svaboske«
manuskript« fik til opgave at udarbejde en
ortografi, der kunne godkendes af den
færøske sagkundskab (Matras, 1951: 22-
23). Resultatet, som blev publiceret i An-
nalerfor nordisk Oldkyndighed og Historie
for áret 1846, er sáledes den første prøve pá
den retskrivning, der nu kendes som den
hammershaimske og med fá ændringer er i
brug pá Færøerne ogsá i dag.
Til en officiel anerkendelse af retten til at
bruge dette færøske sprog var der imidler-
tid lang vej endnu, skulle det vise sig.
Færøsk eller dansk
I 1845 forudsá Svend Grundtvig, at »den
nationale Sands vaagner til Bevidsthed«
hos færingerne, og det blev ogsá en realitet
(Grundtvig, 1845/1978: 77). Blandt stu-
denter, bosat i København opstod der i
1870’eme en færøsk digtning, og i 1881
stiftede de foreningen Føroyingafelag, der
havde til formál at fremme færøsk kultur
blandt landsmænd bosiddende i Danmark.
Ogsá pá Færøeme skete der noget. Den
26. december 1888 afholdtes det sákaldte
julemøde, hvor det bl.a. blev besluttet at
danne en forening, som efter ársskiftet fik
navnet Føringafelag, og hvis to hovedfor-
mál var »at fáa Forja málið til æru« og »at
fáa Foringar til at halda saman og ganga
fram í ollum lutum, at teir mugu verða
sjálvbjargnir« [»at fá det færøske sprog til
ære« og »at fá færinger til at stá sammen og
gá frem i alle forhold, sá de kan blive i
stand til at klare sig selv«] (Dimmalætting,
1889: 2.2.)
I Føringafelag førtes en livlig debat om
færøsk sprog, og ved árhundredskiftet var
de fleste færinger enige om málet: at fær-
øsk skulle ind i skolen. Derimod var der en
vis uenighed om, hvor hurtigt og under
hvilke former, og denne divergens blev
stærkt medvirkende til partidannelsen pá
Færøeme, hvorved ogsá sprogsagen blev
partipolitisk. Ársagen var, at mens Føringa-
felag var blevet dannet pá baggrund af en
national bevægelse, der lagde hovedvægten
pá at bevare færøsk sprog og kultur, hvad
der kunne samle alle interesserede færin-
ger, fik foreningen op gennem 1890’eme
en politisk drejning, først og fremmest pga.
Jóannes Patursson, der syntes, at den førte
en for moderat politik.
11901 blev Jóannes Patursson valgt ind i
Folketinget for partiet Venstre, og han blev
genvalgt i 1903. Samme ár udkom hans bog
om Færøsk Politik, hvori han slog til lyd
for, at Lagtinget fik større indflydelse pá
inteme færøske forhold. Dette forslag til en
nyordning af forholdet mellem Færøeme
og Danmark vandt i Danmark gehør hos
bl.a. justitsminister Alberti, men pá Fær-
øerne var reaktionen negativ, og det resulte-
rede i et sviende nederlag til Jóannes
Patursson ved det efterfølgende folke- og
lagtingsvalg i 1906.
Direkte foranlediget af Jóannes Paturs-
sons tanker om et færøsk hjemmestyre, der
kom til at tegne det endnu ikke formelt dan-
nede, men allerede politisk aktive Selv-
styreparti, startede samme ár modstandeme
af hans forslag Sambandspartiet med det
erklærede formál at bevare og styrke Fær-
øernes status som dansk amt. I Folketinget
langede derfor lige fra starten Jóannes
Paturssons afløser Oliver Effersøe hárdt ud