Fróðskaparrit - 01.01.1999, Qupperneq 9

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
13
tekt Gunnar Hoydal i et brev, og lektor i
færøsk ved Københavns Universitet Jógvan
Isaksen karakteriserer ham i det hele taget
som Færøemes store ukendte digter (Isak-
sen, 1991).
Ogsá den færøske gymnasielærer Ann
Ellefsen pápeger denne marginalisering af
William Heinesen, for samtaler med skole-
elever og lærere og gennemgang af pen-
sumlister har afsløret, at han sá godt som
ikke bliver læst af færøske skoleelever
(Ellefsen, 1994). Denne udeladelse be-
grundes i undervisningsøjemed med for-
fatterskabets sværhedsgrad og diskussioner
om, hvorvidt det skal læses pá origi-
nalsproget eller i færøsk oversættelse, mens
der generelt angives fire grunde til, at
William Heinesen først sent er blevet
anerkendt efter fortjeneste pá Færøeme:
hans politiske sympatier til venstre for
midten, sekterisme-kritik, dansksprogethed
og udlevering af genkendelige personer i
sine værker.
Særlig Den sorte Gryde fra 1949 har væ-
ret udsat for hárd kritik, for selvom William
Heinesen i de eksemplarer af romanen, der
blev solgt pá Færøeme, havde ladet ind-
klæbe en færøsksproget meddelse, hvori
han udtrykkelig gør op med forestillingen
om, at han skulle have kopieret personer og
færøske lokaliteter, blev romanen opfattet
som en nøgleroman (Heinesen, 1949).
Et dansk eksempel pá, hvad en sádan
læsning kan resultere i, er A. Egelund Møl-
lers artikel Om Forfatteren William Heine-
sen - i al Oprigtighed, for, skriver han om
bogen, der forholder sig stærkt kritisk til
forholdene pá de britisk besatte Færøeme
under 2. verdenskrig, da færøske søfolk sat-
te livet pá spil ved at sejle ftsk fra Island til
Storbritannien:
»1 overensstemmelse med sin politiske tro
fremstiller forfatteren de ledende forret-
ningsfolk og embedsmænd som en flok pen-
gegriske og bestikkelige stympere. Der er
f.eks. en sysselmand, og da vi har med en
nøgleroman at gøre, drejer det sig om en gan-
ske bestemt sysselmand, som forfatteren af
politiske grunde ikke synes om. Bemeldte
sysselmand var leder af Sambandspartiet og
havde sammen med amtmanden under kri-
gen stáet som et urokkeligt bolværk imod
løsrivelsesfolkenes forsøg pá at ophæve den
bestáende orden. - Sysselmanden havde en
bygningsfejl pá det ene øje. Han var, hvad
man pá jævnt dansk ville kalde vindøjet.
Skulle der være nogen grund til at nævne
det? Jo, for William Heinesen var det vigtigt.
Vi fár at vide, at sysselmanden har »skæve
japaneserøjne«. Andetsteds siges: »- hans
brune øjne sad lidt skævt i ansigtet, og det
ene var større end det andet«[.]
Sá kunne færingerne ikke være i tvivl om,
hvem den bestikkelige stymper var, som op-
trádte i romanen. - Naturligvis var det en lur-
vet angrebsmáde overfor en politisk mod-
stander, men det sá Heinesen stort pá« (Møl-
ler, 1990: 132).
Et spørgsmál, der er interessant at fá belyst,
er, hvorfor William Heinesen i det hele
taget følte sig foranlediget til at henvende
sig direkte til sine færøske læsere med en
forsikring om, at Den sorte Gryde var fik-
tion, og at det derfor var umuligt at genken-
de lokaliteter og levende modeller. En
grund til ikke at lade romanen tale for sig