Fróðskaparrit - 01.01.1999, Page 11

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
15
Literatur, vil Tiden vise, men at det er et Tab
for færøsk Lyrik, at hans fine nuanceskaben-
de Sprogevne ikke kommer vort Sprog til
Gode, er udenfor al Tvivl«.
Generelt er det imidlertid indholdet, der er
genstand for kritik. Bl.a. mener anmelderen
i Tingakrossur (14.1.1925) ikke, at Hø-
bjergning ved Havet pá nogen máde afspej-
ler, at William Heinesen er født pá Færøer-
ne, for »hann bæði hugsar og skrivar á
donskum« [»han báde tænker og skriver pá
dansk«j og betegnes derfor ogsá som en
dansk forfatter. Af samme grund ironiserer
avisen senere over, at han i en dansk anmel-
delse af Sange mod Vaardybet karakterise-
res som Færøemes Digter, for »hvat verður
nú av »skaldinum mikla«, J. H. 0.?«
[»hvad bliver der nu af »den store digter« J.
H. 0.?«] (7.12.1927).
Ogsá i de færøske anmeldelser af Blæ-
sende Gry fremsættes en lignende kritik.
Magnus Skæling giver sáledes i Dimma-
lætting (9.1.1935) udtryk for, at romanens
undertitel Nutidsroman fra Færøerne er
helt misvisende, for »Den som kender For-
holdene her paa Færøeme, vil have vanske-
ligt ved at ftnde sig til Rette, thi Forfatteren
ifører Forholdene en saadan Forklædning,
at de næsten bliver ukendelige«. Tilsvaren-
de kritiseres William Heinesen i Tinga-
krossur (13.12.1934) for at have set stort
pá, »at hann her ferðast á heimligari gmnd,
millum fólk, hvørs lív og viðurskifti alt er
hinum lesandi í stómm strikum kunnugt og
sum hann tí kann eygleiða antin tað er beint
ella trúverdugt avmyndað« [»at han her
færdes pá hjemlig gmnd, mellem menne-
sker, hvis hele liv og forhold i store træk er
læseren bekendt, som derfor kan bedømme,
hvorvidt skildringen er korrekt eller trovær-
dig«].
Dette ønske om at »Blæsende Gry« i
mindre grad skulle have været et kunst-
værk, end tilfældet er, imødegár William
Heinesen imidlertid med det argument, at
han helt bevidst har valgt f.eks. fiktive
stednavne og fremmedartede personnavne i
sin roman. For, skriver han i sit svar i
Tingakrossur (29.12.1934):
»Fyri meg ráddi tað um at nýta fólka- og
staðamøvn, sum ikki kundi vera kend aftur,
annars hevði bókin kanska verið uppfatað
sum ein »lyklaroman«. Ein vil tí uttan úrslit
leita eftir bæði teimum plássum og teimum
fólkum, ið eg havi greitt frá. A sama hátt
tykist mær, at tað kann haldast mær til góðar,
at eg havi roynt at givið: ikki eina beinvegis
søguliga og landfrøðiliga mynd av »virkilig-
heitini«; men eina afturmynd, sum eg meini
hevur sín sannleika«.
[»For mig gjaldt det om at bruge person-
og stednavne, som ikke kunne genkendes,
ellers ville bogen máske blive opfattet som
en »nøgleroman«. Man vil derfor lede forgæ-
ves efter de mennesker og steder, jeg har be-
skrevet. Pá samme máde mener jeg, at man
má have mig undskyldt, at jeg har forsøgt at
give, ikke et direkte historisk og geografisk
billede af »virkeligheden«, men et genbille-
de, som jeg mener har sin sandhed«.]
En følge af denne opfattelse af kunstværket
som en individuel fortolkning af noget al-
mengyldigt er, at det i det hele taget vil
være dybt problematisk »at afgøre hvilken
færøsk Digter der med største Ret kunde