Fróðskaparrit - 01.01.1999, Side 12

16
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
WILLIAM
HEINESEN
BLÆSENDE GRY
NUTIDSROMAN FRA FÆRØERNE
LEVIN & MUNKSGAARDS FORLAG
»Blæsende Gry« udkom páforlaget Levin &
Munksgaard i 1934. .Gyldendal genudgav i 1961
romanen i William Heinesens omarbejdede, forkortede
version.
kaldes saaledes«, ogsá selvom værkerne er
færøsksprogede, fremfører endvidere Wil-
liam Heinesen i sit svar i Tingakrossur
(14.12.1927) pá avisens ironiske kommen-
tar til, at han som dansksproget forfatter er
blevet karakteriseret som Færøernes Dig-
ter. Nogle vil nemlig pege pá Poul Nolsøe,
andre pá Jóannes Patursson, J. H. O. Djur-
huus, Mikkjal á Ryggi, Hans A. Djurhuus
eller Rasmus Effersøe, skriver William
Heinesen, der personlig mener, at ingen har
skildret den færøske natur »finere og fyldi-
gere« end Rikard Long og »kraftigere og
knappere« end Christian Matras i nogle af
deres digte.
Det gør imidlertid ikke J. H. O. Djurhuus
mindre færøsk end dem, understreger Wil-
liam Heinesen, for selvom han næppe gør
krav pá »at være Færøemes Digter par ex-
cellence« og »omsmelter« de fleste af sine
motiver »til Sindbilleder for egne indre Op-
levelser, saaledes at Digtene bliver dybt
personlige Bekendelser og mere end noget
andet præges af en filosofisk og universel
Indstilling«, giver han alligevel »sit Hjem-
land Mæle«. Det er nemlig »Færøeme med
deres øde Forbjerge, deres korte Sommer
og lange Uvejrsvinter, der taler i hans Bog,
Sagnenes og Taagernes formørkede, men
ogsaa de store lysende Uvejrs Land«, kon-
kluderer William Heinesen.
I William Heinesens publicerede reakti-
oner pá anmelderfokuseringen pá genken-
delighed fremfor æstetisk kvalitet i hans
værker forbinder han ikke kritikken med
sin egen dansksprogethed. Det gør han til
gengæld overfor Christian Matras, der lige-
ledes har givet udtryk for en vis utilfreds-
hed med Blæsende Gry. Selvom nemlig
Christian Matras ansá romanen for pá visse
punkter at »vera eitt meiri sentralt føroyskt
verk enn tú [William Heinesen] veitst og
teir halda, sum bert krøkja seg í tað, sum ov
lítið er beinleiðis føroyskt í henni«, var han
»vónsvikin í tí lokala dáminum og tí folk-
loristiska« [»være et mere centralt færøsk
værk end du [William Heinesen] ved og de
folk tror, som kun hænger sig i det, som er
for lidt færøsk i den«, var han »skuffet over
lokalkoloritten og det folkloristiske«],
skriver han i et brev (18.7.1936).