Fróðskaparrit - 01.01.1999, Qupperneq 14

f
18 MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
Den fremmedhed, som William Heinesen i
1936 giver udtryk for, at hans danskspro-
gethed afstedkommer, og som foran-
ledigede báde hans reaktion i Tingakrossur
pá avisens anmeldelse af Blæsende Gry og
senere hans næsten enslydende læserhen-
vendelse i Den sorte Gryde, er med andre
ord pá en gang »villet« og »skæbnebe-
stemt«, og netop det forhold beskæftiger
han sig indgáende med i et brev til Chri-
stian Matras to ár senere. Om det kunst-
neriske valg, som han har bevidst truffet
som følge af at være danskskrivende fær-
øsk forfatter og med mulighed for her-
igennem at ná et publikum ogsá uden for
Færøeme, skriver han sáledes, at han er klar
over, at det medfører, at Christian Matras
og »andre mere »indfodte« færinger« má
betragte hans værker som lettere fremmed-
artede, og at han derfor ogsá bliver regnet
for dansk forfatter pá Færøeme og má finde
sig i det, for »det er for saavidt rigtig nok«.
William Heinesen føler imidlertid ikke
selv, at han af den gmnd har indladt sig pá
»noget uægte og konstrueret« i sine bøger,
og hvorfor, begrunder han med, at:
»Jeg skildrer med vilje mennesker og ting
saaledes som jeg fðler at udlændinge kan
o[p]fatte dem. Mit stof er lagt tilrette paa
denne maade. Min sproglige situation har
gjort det naturligt for mig at skrive for
»udlændinge«. Det er et »nordisk« publikum
jeg har i tankerne naar jeg skriver. Men heri
ser jeg altsaa den opgave, der er faldet i min
lod. Det er min skæbne at være danskskri-
vende (-talende) i færðske omgivelser. Saa-
ledes er mine præmiser. Pokker skulde ogsaa
gaa og ærgre sig over det. Hovedsagen er at
man gðr noget og at man erkender og fðlger
de regler, der er sat for det spil, man vil
spille« (3.7.1938).
Alligevel kan William Heinesen ikke sige
sig helt fri for undertiden at misunde Chri-
stian Matras hans færøske sprog. Ganske
vist har færøsk ikke den samme »jouma-
listiske elasticitet og aisance« som dansk,
skriver han i samme brev, men til gengæld
har det »en uforlignelig lapidarisk og folke-
lig pondus«, og, føjer han til, »hertil kom-
mer ogsaa en vis duftig intimitet«.
For mig er det sproglige et problem
Der er grund til at hæfte sig ved William
Heinesens beskrivelse af, at der til færøsk
knytter sig en intimitet, som han ikke føler
det muligt at udtrykke pá dansk. Herigen-
nem løftes nemlig sløret for, at hans dansk-
sprogethed ikke alene havde indflydelse pá
modtagelsen af forfatterskabet pá Færøer-
ne, men ogsá udgjorde et reelt kunstnerisk
problem for ham, fordi den skabte en gene-
rende sproglig distance.
Den udvendighed i skildringeme, som
William Heinesen i brevet til Christian
Matras beskriver, at hans danske sprog af-
stedkommer, tilskriver han bl.a. det dansk,
der blev talt i hans bamdomshjem af for-
ældrene Caroline og Zacharias Heinesen
og hos bedstemoderen Sophie Helene
Restorff. William Heinesens far var nemlig
færing, moderen født og opvokset pá Fær-
øeme og bedstemoderen kommet dertil fra
København som ganske ung, sá derfor var
det »et temmelig karrigt udflytter-dansk af
kobenhavnsk oprindelse« og »intet frodigt
dialekt-dansk, jeg i bamdommen er opfla-