Fróðskaparrit - 01.01.1999, Side 17

MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
21
den rigtige indstilling. Romaner er ikke
som piger, man har et forhold til. Man
bliver nødt til at gifte sig med dem. De
forlanger at være del af ens skæbne« (18,-
19.1.1938). Netop denne tilbageholdenhed
mener Jørgen-Frantz Jacobsen i det hele ta-
get er ársagen til William Heinesens hidtil
manglende succes som romanforfatter, for
uanset at han ikke savner fantasi og »hel-
lerikke kraft, hellerikke psykologisk
dybsind, hellerikke finhed, og - last but
[not] least - hellerikke digterisk suveræni-
tet«, sá mangler han:
»noget vist umiddelbart, som er væsentligt i
romanformen, en bestemt, omend udefiner-
lig fortrolighed. Det er muligt, ja sandsynligt,
at det hænger sammen med noget i Dit væ-
sen. [...] I en vis forstand er Du menneske-
sky. Du isolerer Dig fra mennesker. Til Dan-
skere, som dog er dem, Du skriver for, er Du
aldrig kommet i noget virkelig fortroligt for-
hold, og der er noget om, at Du ikke rigtig
kan tale til dem med Din - om jeg saa maa
sige - daglige stemme. I versets messetone
harDu det guddommelige medium, men naar
det gcelder Din prosa, er det en kends-
gerning, at Dine private ting [...] er meget
bedre end Dine publikationer« (16.9.1937).
De danske anmeldere beskæftigede sig af
gode grunde ikke med ægthedsproblema-
tikken i Blæsende Gry, sádan som de fær-
øske gjorde, derimod tilsluttede de sig
generelt Jørgen-Frantz Jacobsens vurde-
ring i et af sine breve til William Heinesen
af, at »Det digteriske stof er dyrebart virket,
men tilskæringen har sine fejl« (31.1.-
1935). Tom Kristensen f.eks. anmeldte i
Politiken (14.12.1934) romanen under
overskriften Stor i Fortrin og Fejl.
Umiddelbart var William Heinesen lige
sá lidt lydhør overfor disse kritiske danske
røster som overfor de færøske, men da han
havde fáet den første skuffelse over mod-
tagelsen af romanen i Danmark pá afstand,
blev han sin egen máske allerhárdeste
kritiker. »Som du ved blev den bog skrevet
i en slags desperation. Det var et forste for-
sog paa at faa en prosabog, en »roman« fra
haanden, og desuden var det i nogen grad
en mislykket finansoperation. Jeg har skam
af den bog«, skriver han pá et tidspunkt til
Christian Matras (3.7.1938). Derfor mente
han ogsá, at hans »start som romanforfatter
fandt sted under forhold der vistnok i nogen
grad har været kunstnerisk prostituerende«,
fremgár det af et brev til Jørgen-Frantz
Jacobsen, for:
»Et fænomen som en succesroman var mig
hjerteligt ligegyldigt lige op til mit 32. aar.
Da hændte der det maaske skændige, at jeg
folte mig tilskyndet til at gore et forsog paa at
slaa ind paa et rent forfatterlevebrod. Man
stod jo der og havde bygget et dyrt hus og
stiftet familie. Det er desværre den ramme
sandhed, at det var med denne bagtanke jeg
tog fat paa »B1. Gry«« (21.9.1937).
Set ud fra et litteraturforskningsmæssigt
synspunkt er det om ikke helt uvæsentligt,
sá i hvert tilfælde af ringe betydning, om
William Heinesen havde et pekuniært mo-
tiv eller ej til at pábegynde Blæsende Gry.
Værdifuldt er det derimod at fá afdækket,
om der ved siden af hans økonomiske be-
grundelse for at gá sá skarpt i rette med ro-