Fróðskaparrit - 01.01.1999, Síða 20

24
MIT FORHOLD TIL DET DANSKE SPROG ER FATALT BESTEMT
saaledes det med fyrtaamet som en slags tek-
nisk afslutning, eller motivet med de nód-
lidende faar. Doglingen var maaske min ide,
men jeg havde ikke anvendt den hvis han
ikke havde opfordret mig til det. Overhove-
det var bogen ikke blevet skrevet, eller havde
ialtfaldikke faaet denne form, hvis jeg ikke
havde ment at kunne regne med hans medar-
bejderskab [...] Det skal siges til min egen
ikke-forklejnelse at jeg selv da manuskriptet
var færdigt tilbod H.B. at staa som medfor-
fatter bag et pseudonym. Men dette vilde han
ikke« (10.10.1938).
Er William Heinesens forsigtighed i
udtalelseme inden udgivelsen af Noatun
om mulighedeme for for alvor at slá igen-
nem med romanen til at fá øje pá, er hans
glæde over den modtagelse, som den fik
hos nogle færinger, til gengæld lige sá
iøjnefaldende. »Jeg er dig taknemmelig for
din rummelighed. Din sympati vilde jeg
nodigt undvære, men det er mig ogsaa om
at gore at vi i vort forhold til hinanden ved-
blivende kan være oprigtige, selvom dette
medforer visse lettere friktioner« (20.11,-
1938), skriver han f.eks. til Christian Ma-
tras som reaktion pá, at ikke alle pá Færøer-
ne modtog romanen lige begejstret, og,
fremfører han i et andet brev til ham:
»Det opmuntrer og forfrisker mig naar du
skriver: tú hevur óivað gjort landi tínum eina
góða gerð við at leita niður á tann humana
botnin í foroyskum lyndi - tað besta vit eiga
[»du har uden tvivl gjort dit land en god
tjeneste ved at søge ned til den humane bund
i den færøske karakter - det bedste vi ejer«].
Hvis der er noget virkelig godt og ægte ved
denne bog hænger det sammen med at jeg
har haft det mod - om jeg saa maa sige - at
lade være med at være »haardkogt«, uden
dog derfor at blive sentimental, [...] og naar
jeg har skildret mine mennesker saaledes har
jeg hele tiden været bombesikker paa at det
var Færinger. Du kan derfor forstaa at det
glæder mig at faa dette bekræftet« (10.10.-
1938).
Ogsá Maria Mikkelsen, der var en af den
færøske selvstændighedsbevægelses cen-
trale skikkelser, var begejstret for Noatun,
og hendes udsagn om romanen i et brev til
William Heinesens mor havde glædet ham
meget, for som han udtrykker det overfor
Christian Matras, »dette menneskes vaske-
ægte og uimodstaaeligt thorshavnsk-galli-
ske aand har jeg altid beundret« (10.10,-
1938).
William Heinesens private korrespon-
dance giver som allerede antydet et indtryk
af, at Noatun fik en noget blandet modta-
gelse pá Færøeme. I tvivl om romanens
kvaliteter var dog ikke Føroya Social-
Demokrat (15.10.1938), der i en stort opsat
usigneret anmeldelse pá forsiden bl.a. giver
udtryk for, at:
»tá kennist tað ikki bara sum ein gleði yvir
nakað nýtt føroyskt, sum skapt er; men vit
gleðast tvífalt, tí tað er eins og vit vaksa sum
Føroyingar - tó at, ella kanska júst tí at hann
skrivar á ikki-føroyskum máli um føroysk
viðurskifti, og tí at tað, hann letur úr hondum
sínum, vekur eftirans og athuga uttanfyri
oyggjar okkara. [...] Tað, at hann, ið ikki
sjálvur er vaksin upp, vit kunnu kanska siga,
í Føroyingsins gerandislívi, kortini hevur